Archives for posts with tag: musik

Jeg har haft det her i hovedet i nogen tid. En slags frustration. Eller måske bare en manglende forståelse.

Musikken og musikbranchen har i mange år været mit udgangspunkt. Og man ved det når man har været der – man slipper det aldrig helt. Heldigvis ser jeg stadig mange af mine gode venner fra både studie, og arbejdsliv, som stadigvæk – i den grad – har fingerene i mulden i forhold til musikken i Danmark. Og de har ikke bare muld på fingrene – de har præseteret en række af de største og mest toneangivende successer i den danske musikbranche, de sidste 10-15 år! Nuff said.

MEN – for  tiden er der noget som, efter min mening, kikser i branchen. Efter to kæmpesucceser med hhv. Medina og senere Rasmus Seebach (som på alle mulige måder har slået alle mulige rekorder) er der sket et eller andet.

Jeg analyserer det sådan her: Når du har to faktorer, hhv. Unikhed – og kvailtet, så kan man gå ret systematisk til værks. Nedenfor har jeg sat et enkelt diagram op med de enkelte faktorer, et simpelt nummersystem og en markering af en bevægelse. Følg pilen for succes, kan man populært sige!

Jeg vil vove påstanden, at de to ovenfor nævnte acts, hhv. Medina og Rasmus Seebach besidder store portioner af begge faktorer. Unikhed og Kvalitet. Begge acts er blevet en kæmpe successer og kopieres nu, nærmest i det uendelige, af ideforladte kreative. Og det er her jeg ser et stort problem. For i det sekund man fjerner dele af hver enkelt faktor, så daler den samlede værdi. Det unikke fjernes pr. definition i det man har at gøre med en kopi – og hvis man så endda går på kompromis med kvaliteten….tjaah.

For tiden synes jeg at jeg støder på det ene uovervejede bevis på ovenstående, efter det andet.

Herefter følger så diskussionen omkring, hvordan man måler og definerer kvalitet i musikken. Til det må en del af svaret herfra være, at det påhviler de professionelle ører i branchen, at foretage denne vurdering, udfra deres erfaring, viden og branchekendskab.

Foto: Rasmus Weng Carlsen

Danske rockbands og i høj grad deres labels, fokuserer for meget på attitude og for lidt på kommercielt materiale!

Jeg har haft det her i mig i nogen nogle år.  Og på det seneste er jeg blevet bekræftet i, hvad jeg et pænt stykke tid gik og troede var en gammelmands holdning. En holdning der kunne være udløst efter at jeg flyttede fra byen, begyndte at cykle med hjelm og købte en stationcar. Men jeg tog fejl. Holdningen – og iagttagelsen – viser sig faktisk at holde ret godt stik med virkeligheden. Desværre.

Jeg elsker virkelig musikken. Jeg elsker egentlig også ret meget branchen omkring musikken. Den store passion, det store fællesskab, de gode intentioner, de mange fantastiske historier – og den store store drøm om det helt store gennembrud. Når man er i det, så er det ubeskriveligt. Ikke mindst i de kommende dage hvor guder, giraffer og godtfolk fra den kulørte industri, samles til årets længste efterfest i mediebyen på Roskilde Festival. Det er faktisk allerede igang. Fra alle kanaler hvor bag-eller frontmænd og kvinder har et talerør – der bobler det allerede. Og følger man det fra afstand, så skal man et skræmmende stort antal gange, stave sig igennem ordet YEAH.

Jeg har selv været der mange gange – og jeg ender der nok også i år. Blandt gode venner, studiekammerater og gamle kolleger i den fælles rus og den fantastiske fælles fornemmelse af at befinde sig i verdens centrum.

Men efter det her indlæg kan det være at en håndfuld af dem ikke gider kind-kysse-kramme-hvordan-går-det-så, i år.

Jeg synes nemlig at en hel del af dem der står bag artisterne og en hel del af artisterne selv, performer dårligt der hvor det er allermest vigtigt: i materialet!

Det er min klare holdning at materialet blandt danske artister indenfor de populære genrer rock og elektronisk rock (i ved hvad det er) simpelthen ikke er godt nok til at klare sig i det store udbud. Desværre viser salgstallene samme tendens. I 2009 fremgår det med al tydelighed at det ikke er de hippe label lovers, der møver sig ind på slagslisterne. Carpark, Dickow, NEPHEW og Alphabeat er der, men man skal også være ualmindelig tonedøv for at ikke at anerkende at alle de her artister tænker i materiale før de tænker stil og udtryk!

Det er ikke fordi jeg er stort interesseret i nogen af de ovenstående artister – men jeg er da fuldstændig på det rene med at de leverer varen i deres materiale.

Det samme kan man desværre ikke sige om bands som KISS KISS KISS og Vinnie Who fra EMI – eller Ginger Ninja eller Fallulah hos Sony eller Apollo og Thomas Holm hos de ellers skarpe ører hos Copenhagen Records eller The Floor Is Made of Lava hos Target. Disse artister har efter min bedste vurdering et pænt potentiale, men desværre langt fra materiale  til at indfri det.

Jeg er helt klar over at branchen har slået kæmpe store strukturelle, organisatoriske og finansielle kolbøtter de seneste 10 år – men det undrer mig at man i den proces er kommet så meget på vildspor, at man ikke prioriterer A&R dyderne højere og giver artisterne sparring på det som i den grad er make it or brake it faktoren, nemlig sangskrivningen og arbejdet med materialet.

Er det fordi at konventionerne i rock verden er at en artist skal skrive materialet selv? Sådan er det jo ikke i den mere poppede ende af industrien. Her forholder det sig faktisk omvendt. Her er det jagten på det gode materiale, som sætter artisterne (som jo på den måde bliver fortolkere) i scene fra album til album. Tag bare Madonna som eksempel – det har i høj grad været hendes samarbejdspartnere i sangskrivning og produktion, som har udstukket hendes stil! I dag ser vi det med frøken GaGa og et utal af andre artister.

Min pointe er bare – kom nu i krig med den sangskrivning og det rigtige materialevalg! Hvis artisterne ikke selv kan – så inviter folk som kan indenfor. Og labels – STEP UP. Det er ikke nok at artisterne ser hippe ud og smider en itunes top ti på gaden i ny og næ – det handler stadig om konstant udvikling af det gode materiale til de rigtige artister, hvis i vil beholde jeres jobs.

Jeg tager gerne imod kommentarer og beatings fra dem som er uenige.

Er faldet over dette helt fantastiske blog indlæg, med up to date og mindblowing plakatkunst fra en række af de fedeste artister i verden ligenu!

Enjoy

Bandet Metric er ikke en nyhed. Det er nummeret Help I’m Alive heller ikke. Det er fra sidste år og har egentlig også gået sin indie sejrsgang over en del af den vestlige verden.

Men da min Iphone’s shuffle funktion blastede det her nummer ind i mit hoved forleden, (jeg var ikk engang klar over at jeg havde det) så gik det med det samme op for mig hvor stærkt  nummeret egentlig er.

Lidt argumenter:

1. Emily Haynes stemme er ret unik og spænder vidt i det her nummer.

2. Melodierne i de enkelte stykker af nummeret er små, enkle og helt perfekte afsluttede forløb.

3. Pauserne hvor der ikke synges betyder lige så meget for helheden – som de passager hvor der synges.

Som altid – op med lyden og ned mød øjnene…det er vel fredag!