Archives for posts with tag: medier

Jeg vil tro han var omkring 7 år – på samme alder som min egen ældste søn, som han ligger her ved siden af mig lang, sund, fri og i dyb fredagssøvn. Drengen på billederne var døende. Med skum i mundvige og øjne, en nærmest total forbrændt krop, iturevet tøj og krampagtige bevægelser mod kameraet. Han var indsmurt i blod, slim og støv.

Jeg ved nu at han, ligesom som 426 andre børn, var et af ofrene for det syriske styres koordinerede giftgasangreb i starten af sidste uge.

Jeg så billederne i en rædselsfuld reportage fra BBC, som min journalistveninde havde lagt på Facebook. Hendes post blev fulgt af ordene: ”My thoughts go to all Syrians. Be aware of very disturbing images”.

Klokken var vel ca. 14 fredag og jeg indtog en lidt sen frokost  ved hævesænkebordet på mit kontor. Det gør jeg næsten aldrig, men forskellige møder omkring frokosttid fik mig til at tage en tallerken med op på kontoret, og spise foran skærmen. Det var kylling, rødbedesalat og grønne bønner. Jeg løb forskellige feeds igennem på min computer, Twitter, lidt hurtige visuelle snacks og et par likes på Instagram, og så til sidst lige mit Facebook feed. Gaflen i den ene hånd, to scrollende fingre fra den anden hånd som navigatører.

”Be aware of very disturbing images” klik. Jeg klikkede med det samme.

Jeg havde en rimelig præcis forventning om hvad jeg skulle se. Både fordi jeg kender min veninde, og hvis hun skriver disturbing images, så mener hun det, men også fordi den slags billeder efterhånden er hverdag. Netmedier trækker tung trafik ved at advare mod stærke billeder. Hver dag. Og man klikker. Jeg klikker.

Og som mediemenneske i nyhedsstrømmen har man efterhånden set det meste. Tror jeg. Det er det jeg ikke rigtigt ved. Men det tror jeg. For alt vises og gerne så direkte som muligt.

Engang var det effektivt og oplysende når soldater havde journalister, eller korrespondenter med helt tæt på frontlinjen. Men i dag er vi med i lommen hos oprørerne, og i hænderne på både helte og skurke. Hele tiden. Hver gang der er noget at vise.

Og det bekymrer mig. For hvad sker der, når vi har set det hele? Hvad sker der når billederne og filmene kommer i så højt et tempo og på tværs af så mange platforme, at de mister deres effekt? Når uhyrligheder som dem i Syren ikke længere udløser reaktioner, sanktioner og hjælp med det samme? Når billedets simple magt ikke længere eksisterer?

Du kan se indslaget fra BBC – men ”be aware of very disturbing images”

Advertisements

Hvor starter og slutter TV producenternes ansvar? Og hvornår må man egentlig kalde en spade for en spade, og sige højt, at vi lever i en TV tid hvor det er blevet OK at  mobbe unge, uden særlige forudsætninger for at forstå den virkelighed som de er blevet placeret i?

Langhåret? Egentlig ikke. Jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke kan holde min kæft længere, jeg har brug for at ytre min forargelse, over den måde som TV producenter fralægger sig alt ansvar – i underholdningens hellige tegn.

Det er ikke nogen ny diskussion, tværtom – det nye her er bare i min optik, graden af løgn og bedrag som ligger bagved både rekrutteringen og eksekveringen af diverse TV programmer, som baserer deres indhold på frivillige, unge deltagere i outrerede og ofte intime situationer.
Vi bilder pludselig os selv og hinanden ind, at en person som fx Amalie (indsæt selv en lang række andre navne her) skal have en taleposition, fordi hun ”laver godt TV” fordi hun ”brænder igennem” fordi hun er god til at underholde.
Men i virkeligheden burde vi sige det som det er – Amalie bliver groft udnyttet – på en decideret usmagelig måde.

Bagved Amalie sidder der producenter, redaktører, managers, tilrettelæggere og idé folk og konstruerer en falsk virkelighed. En virkelighed hvor man bilder Amalie og Amalies familie ind, at det er alle tiders hvis hun bare bliver ved med at gøre mere af det hun er god til: at kvaje sig, at fortale sig og i den grad udstille sin udprægede mangel på både situationsfornemmelse og realitetssans. Især det med realitetssansen er jo påfaldende, når man vokser ud af et såkaldt reality TV format.

Og jeg kender glimrende de professionelle mekanismer der gør, at man i redaktionslokalet ”high fiver” når ens objekt pryder en forside, et opslag eller en digital tophistorie. Men når vi har at gøre med unge mennesker, som tydeligvis mangler en række vigtige, personlige forudsætninger for at forstå den sammenhæng som de er placeret i, så er det sgu ikke OK. Så er det ren udnyttelse – og det bliver til decideret mobning når alle vi andre bliver inddraget.

Mit indlæg her handler ikke om diva kultur eller den hyldest af ungdommelig uvidenhed, som en lang række underholdningsprogrammer svulmer i for tiden – det er der andre der har skrevet godt og meget fornuftigt om – mit budskab og ønske er en diskussion af producenternes og TV stationernes ansvar for de her stakkels unge mennesker. Hvor langt kan de gå, med de unge foran sig?

For jeg synes vitterligt at det er synd for dem. Det et synd for dem at de bliver talt efter munden, og får at vide at de er fantastiske, unikke, at de er stjerner og at alt er muligt for dem. For det er løgn og latin og har intet med en ægte ”reality” at gøre – for nu at blive i den terminologi.
For hver eneste gang de optræder på slap line, lukkes endnu en dør for dem, i den ægte virkelighed. Den virkelighed hvor der er finanskriser, uddannelser, underskud på de offentlige finanser, jobmangel og vækstudfordringer.

Tag eksemplet da idéfolk, producere og tilrettelæggere havde konstrueret idéen om at gøre Amalie til sangerinde. Amalie, som sikkert er sød og rar, kan desværre ikke synge rent. Og fair nok – det er vitterligt ikke alle som er udstyret med den evne.
Men i stedet for at blive ved den konstatering, konstruerede man en virkelighed hvor Amalie fik at vide at hun kunne synge. Hun fik at vide at hun var fantastisk og at alt kunne lade sig gøre hvis bare hun sang. Men prikken over I’et var da man sendte den stakkels Amalie ind i et live TV program, for at synge LIVE. Alle vidste hvad der ville ske – selv værten præsenterede Amalie med et smørret grin og sagde endda: ”Held og lykke” til Amalie, inden hun gik på.

Og hvad skete der? Amalie gjorde sig til, svajede i hofterne, missede med øjnene og sang helt forfærdeligt, uden sans for hverken time eller tone.. Klippet blev semi-viralt samme formiddag og klasket fra redaktionslokalets ”high five” rungede, til tonerne af endnu en veldokumenteret bommert fra Amalies hånd – og mund.
Ovenstående er blot et enkelt eksempel i en efterhånden uendelig lang række. Hvis vi bliver i Amalies verden, kunne jeg også have valgt at fokusere på et konstrueret TV bryllup, voldtægtsanklager, abort og graviditet, skilsmisser osv.

Hvis det ikke er kollektiv mobning hvad er det så? Og hvor længe kan producenterne gemme sig bag ved den uendelige søgen på underholdning?

Billede fra DR

Den narkodømte erhvervskvinde Rigmor Zobel, fik i går uforholdmæssig meget taletid i DR’s 21 søndag. Freelance journalisten Reimer Bo, som ikke normalt plejer at uddele fripas, så stille til, da Rigmor Zobel rettede en ekstraordinær bredside mod både anklagemyndighed, politi og presse. Hvor blev de konfronterende spørgsmål af? Havde hun kendskab til hendes bekendtes kriminelle levevej? Har hun nogensinde prøvet stoffer selv? Overvejede hun nogensinde hvordan omgang med en pusher, kunne påvirke hendes omdømme? osv. osv.

Sådan så reklameblokken ud på Tv2 i 1989…Der er sket noget siden – og så alligevel ikke…