Jeg vil tro han var omkring 7 år – på samme alder som min egen ældste søn, som han ligger her ved siden af mig lang, sund, fri og i dyb fredagssøvn. Drengen på billederne var døende. Med skum i mundvige og øjne, en nærmest total forbrændt krop, iturevet tøj og krampagtige bevægelser mod kameraet. Han var indsmurt i blod, slim og støv.

Jeg ved nu at han, ligesom som 426 andre børn, var et af ofrene for det syriske styres koordinerede giftgasangreb i starten af sidste uge.

Jeg så billederne i en rædselsfuld reportage fra BBC, som min journalistveninde havde lagt på Facebook. Hendes post blev fulgt af ordene: ”My thoughts go to all Syrians. Be aware of very disturbing images”.

Klokken var vel ca. 14 fredag og jeg indtog en lidt sen frokost  ved hævesænkebordet på mit kontor. Det gør jeg næsten aldrig, men forskellige møder omkring frokosttid fik mig til at tage en tallerken med op på kontoret, og spise foran skærmen. Det var kylling, rødbedesalat og grønne bønner. Jeg løb forskellige feeds igennem på min computer, Twitter, lidt hurtige visuelle snacks og et par likes på Instagram, og så til sidst lige mit Facebook feed. Gaflen i den ene hånd, to scrollende fingre fra den anden hånd som navigatører.

”Be aware of very disturbing images” klik. Jeg klikkede med det samme.

Jeg havde en rimelig præcis forventning om hvad jeg skulle se. Både fordi jeg kender min veninde, og hvis hun skriver disturbing images, så mener hun det, men også fordi den slags billeder efterhånden er hverdag. Netmedier trækker tung trafik ved at advare mod stærke billeder. Hver dag. Og man klikker. Jeg klikker.

Og som mediemenneske i nyhedsstrømmen har man efterhånden set det meste. Tror jeg. Det er det jeg ikke rigtigt ved. Men det tror jeg. For alt vises og gerne så direkte som muligt.

Engang var det effektivt og oplysende når soldater havde journalister, eller korrespondenter med helt tæt på frontlinjen. Men i dag er vi med i lommen hos oprørerne, og i hænderne på både helte og skurke. Hele tiden. Hver gang der er noget at vise.

Og det bekymrer mig. For hvad sker der, når vi har set det hele? Hvad sker der når billederne og filmene kommer i så højt et tempo og på tværs af så mange platforme, at de mister deres effekt? Når uhyrligheder som dem i Syren ikke længere udløser reaktioner, sanktioner og hjælp med det samme? Når billedets simple magt ikke længere eksisterer?

Du kan se indslaget fra BBC – men ”be aware of very disturbing images”