Archives for posts with tag: journalistik

Jeg vil tro han var omkring 7 år – på samme alder som min egen ældste søn, som han ligger her ved siden af mig lang, sund, fri og i dyb fredagssøvn. Drengen på billederne var døende. Med skum i mundvige og øjne, en nærmest total forbrændt krop, iturevet tøj og krampagtige bevægelser mod kameraet. Han var indsmurt i blod, slim og støv.

Jeg ved nu at han, ligesom som 426 andre børn, var et af ofrene for det syriske styres koordinerede giftgasangreb i starten af sidste uge.

Jeg så billederne i en rædselsfuld reportage fra BBC, som min journalistveninde havde lagt på Facebook. Hendes post blev fulgt af ordene: ”My thoughts go to all Syrians. Be aware of very disturbing images”.

Klokken var vel ca. 14 fredag og jeg indtog en lidt sen frokost  ved hævesænkebordet på mit kontor. Det gør jeg næsten aldrig, men forskellige møder omkring frokosttid fik mig til at tage en tallerken med op på kontoret, og spise foran skærmen. Det var kylling, rødbedesalat og grønne bønner. Jeg løb forskellige feeds igennem på min computer, Twitter, lidt hurtige visuelle snacks og et par likes på Instagram, og så til sidst lige mit Facebook feed. Gaflen i den ene hånd, to scrollende fingre fra den anden hånd som navigatører.

”Be aware of very disturbing images” klik. Jeg klikkede med det samme.

Jeg havde en rimelig præcis forventning om hvad jeg skulle se. Både fordi jeg kender min veninde, og hvis hun skriver disturbing images, så mener hun det, men også fordi den slags billeder efterhånden er hverdag. Netmedier trækker tung trafik ved at advare mod stærke billeder. Hver dag. Og man klikker. Jeg klikker.

Og som mediemenneske i nyhedsstrømmen har man efterhånden set det meste. Tror jeg. Det er det jeg ikke rigtigt ved. Men det tror jeg. For alt vises og gerne så direkte som muligt.

Engang var det effektivt og oplysende når soldater havde journalister, eller korrespondenter med helt tæt på frontlinjen. Men i dag er vi med i lommen hos oprørerne, og i hænderne på både helte og skurke. Hele tiden. Hver gang der er noget at vise.

Og det bekymrer mig. For hvad sker der, når vi har set det hele? Hvad sker der når billederne og filmene kommer i så højt et tempo og på tværs af så mange platforme, at de mister deres effekt? Når uhyrligheder som dem i Syren ikke længere udløser reaktioner, sanktioner og hjælp med det samme? Når billedets simple magt ikke længere eksisterer?

Du kan se indslaget fra BBC – men ”be aware of very disturbing images”

Advertisements

Nogle travle uger holdt mig fra tasterne. Jeg er i mit professionelle liv, ved at være klar med sitet vibeonline.dk, og det har taget en del tid for hele sekretariatet. Målet er at skabe et samlingssted for begivenhedsbranchen. Et sted hvor vi som organisation kan indsamle værktøjer, erfaringer og viden fra branchen og dele den med vores netværk.

Jeg har i den forbindelse lavet en række mere dybdegående interviews med forskellige personligheder fra branchen. Det har været alle tiders at komme i dialog men en læng række seje personligheder, med store projekter på CV’et, og fedt at få vækket den indre journalist lidt 😉

Du kan se dem her

Men nu til en dejlig visuel bombe, til dem der som jeg, ikke kan få nok animation:

Nyd – Logorama, hvor Ronald McDonald viser sit (måske) sande ansigt…

Billede fra filmen The Hurt Locker

Til søndagens Oscar uddeling løb The Hurt Locker med 6 Oscars og blev aftenens helt store top scorer. Ikke ufortjent, det er en mindeværdig film, som muligvis også vandt lidt sympati på den politiske konto. USA er nemlig i den grad splittet (også her) i forhold til Irak. The Hurt Locker illustrerer med al tydelighed den splittelse. Splittelsen imellem adrenelin og stilstand. Imellem hverdag og udstationering og imellem liv og død og imellem troen på en sag og den fuldstændige meningsløshed, som en krigssituation må føles, når man er midt i den og (måske især) når man er hjemme igen.

I dagens kronik i Berlingske skriver den danske journalist fra LA. times, Louise Roug, om filmens mangler og fejl. Hun skriver kronikken på en troværdig baggrund,  hun har tilbragt 4 år af sit liv i Bagdad, som journalist og sammen med soldaterne og sammen med irakerne. Det interessante i den kronik er ikke så meget de tekniske fejl som påpeges Ja, det virker i filmen utroværdigt at hovedpersonen på en natlig solotur, til en forstad til Bagdag  kommer i problemer, og beslutter at tage turen tilbage til basen i løb, med army bukser og hættetrøje. Men, den stærke pointe som Louise Roug trækker frem, er at fil som The Hurt Locker, vil gøre det letter for andre Irak film at blive lavet – og at vi på den baggrund måske inden længe ser en Irak film fortalt fra Irakernes synspunkt, med al den splittelse, al de elendighed og alle de håb og  drømme som må gemme sig bag i enhver støvet gade.

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på journalisten Rasmus Tantholdts blog og hans beskrivelser af sit samarbejde med sin faste “Fixer” . En fixer er som titlen antyder en uundværlig hjælpende hånd til alle vestlige journalister som arbejder i Irak. Han fungerer som beskytter, oversætter, chauffør, smøremiddel, assistent, researcher og forhandler i alle tænkelige situationer. Et job som i sagens natur tangerer nogle af verdens mest risikofyldte af slagsen. Ikke desto mindre beskrev Tantholdt denne fixers liv, og illustrerede ham som en driftig iværksætter med et “Fixer” bureau med flere end 35 ansatte. Ansatte for hvem bortførelser, henrettelser, forhandling om liv og død – og ikke mindst, hvor absurd det end lyder, service i en helæt vild grad, var en del af deres hverdag.

Se dét en i min optik en god Irakisk historie – en historie som med rette kunne begå sig på film, endda med en ret så catchy titel: “The Fixer”

Billede fra DR

Den narkodømte erhvervskvinde Rigmor Zobel, fik i går uforholdmæssig meget taletid i DR’s 21 søndag. Freelance journalisten Reimer Bo, som ikke normalt plejer at uddele fripas, så stille til, da Rigmor Zobel rettede en ekstraordinær bredside mod både anklagemyndighed, politi og presse. Hvor blev de konfronterende spørgsmål af? Havde hun kendskab til hendes bekendtes kriminelle levevej? Har hun nogensinde prøvet stoffer selv? Overvejede hun nogensinde hvordan omgang med en pusher, kunne påvirke hendes omdømme? osv. osv.

Tirsdagens afsøringer af forholdende på en række minkfarme i DK, har afødt voldsomme reaktioner i medier, på borgen og ikke mindst på facebook. Med minkfarmerne svarer igen og har fra start kørt en tjekket og veltilrettelagt modkampagne som nedenfor fra dagens Berlingske:

Læs mere om strategien bag pelsavlernes modsvar på K-forum, hvor Jesper Veddinge fra Geelmuyden.Kiese fortæller om dagene op til udsendelsen og taktikken.