Super Bowl, som løb over skærmen i nat dansk tid, er for os reklame dudes, en slags højtid. Det er her, i pauserne imellem de store brøds infight på banen, at de store amerikanske brands fyrer den af. Og det er så sandelig her de store drenge, på de store bureauer, får lov at bruge ekstra tid og ekstra budgetter. Især en af nattens reklamer fangede min opmærksomhed.

Chrystlers film – The Motor City.

Enhver med en lille smule interesse for business ved, at Detroit var Amerikas industrielle flagskib. Det var her man rykkede, det var her man arbejdede og det var her at man producerede Amerikas stolthed (og største forbrugsgode) BILER. Men både tiden, Asien og klimaet løb fra The Motor City, som på mange måder blev et udstillingsvindue på dårlig planlægning og den globale konkurrences effekt. Detroit blev en industriel spøgelsesby, fyldt med arbejdsløse.

Men nu vil Chrystler have Amerikanerne til at tænke nationalt (og lokalt)  og vende den betongrå modgang til medgang. Reklamen nedenfor er midlet og benytter sig af alle de vejrbidte, vindblæste og grå-himmel agtige tricks den kan. Og hvem andre end bysbarnet Eminem har filmens hovedrolle. Det er endda den karakteristiske intro musik fra Eminems film “8 Mile”, som udgør underlægningen.  Nyd den.

Jeg synes personligt det er et sejt, vovet og stærkt træk – i en tid hvor mange andre producenter benytter sig af humor (Audi) og fantasti (Chevrolet) går Chrystler all in på Autencitet og national stolthed.

Advertisements

DBU har meget at lære af DHF efter det netop overståede Håndbold VM. Ikke mindst måden hvorpå DHF har håndteret presse, og “access” i det hele taget, har været forbilledlig.

Med gårsdagens VM sølvmedaljer til det danske herrelandshold i håndbold, efter en nervepirrende omgang imod de frygtede og suveræne franskmænd, står Dansk Håndbold Forbund med en kæmpe succes imellem hænderne. Ikke bare en medaljesucces, som i sig selv er imponerende for et hold som er i opbygningsfasen, men også en kommunikationssucces for dansk herrehåndbold, og håndboldsporten i det hele taget.

Vi har som seere og fans haft fornemmelsen af stort set fri adgang til spillere og trænere under hele slutrunden. Medierne er blevet prioriteret højt af alle i den danske lejr. Både stjerner, debutanter, veteraner, trænere og sågar en sportsglad kronprins har givet glade og positive svar, når journalisterne har stillet spørgsmålene.

Man har igen og igen rost de danske fans, og understreget hvor stor betydning de har haft for resultaterne på banen. De har fra hele organisationen været en “ekstra spiller” på holdet, som alle har forholdt sig positivt til.

TV dækningen har været intens og kvalificeret. Indrømmet – det kan være svært at koge 6 timers live-suppe på en kamp som ikke er spillet endnu, men alligevel har ikke mindst TV2 gennemført en seriøs og charmerende dækning af begivenhederne i Malmø. Udover den naturlige glæde ved de gode resultater på banen, så har der hersket en god stemning i studiet, hvor faste eksperter (Nikolaj Jacobsen og Joakim Boldsen) har balanceret imellem faglige vurderinger og analyser, og morsomme kommentarer og drillende stikpiller, til både spillere og andre journalister. En mere uhøjtidelig tilgang til formidlingen – hvor man ubevidst har pleaset det folkelige ved sporten.

De enkelte spillere har fået lov at tale uden en pressechef åndende i nakken. Hvor tit har i set en Fodboldlandskamp med DK, med så fri adgang til så mange spillere?

Med den åbne og positive tilgang til medier og presse, virker det som om at man fra DHF’s side har styr på sin organisation, sine trænere, sin strategi og ikke forsøger at skjule eller besværliggøre noget. Der hersker ingen tvivl om, at DHFs formand Morten Stig Christensen ved en ting eller to om strategisk håndtering af pressen. Han har trods alt selv været grundlæggeren af TV2 sporten, som vi kender den i dag.

I DBU har man næsten omvendt, fornemmelsen af af formand og Jim Stjerne Hansen og dennes mangeårige pressevagthund Lars Berendt sidder vrede og  fornærmede tilbage når pressen og ikke mindst befolkningen ikke vil støtte deres projekt. Det har vi set talrige og kiksede eksempler på. Måske det efterhånden kalder på et generationsskifte i toppen? Til en ledelse som betragter kommunikation og pressehåndtering som en kernekompetence, og ikke som et nødvendigt onde!

DBU har fået lektier for – i fuldt pensum.

P3 guld løb over skærmen i fredags. Jeg var parkeret derhjemme og havde faktisk glædet mig meget. Jeg har endda været så heldig at opleve showet live 5 gange i streg – med blandede følelser. P3 guld har nemlig altid haft det store dilemma, at man aldrig helt kunne beslutte om man var et Liveshow for publikum i salen, med live musik på scenen, eller om man var et TV show for publikum derhjemme, med live musik på scenen….Problemet er aldrig rigtigt blevet løst.

I år var så andet år i den fantastiske Koncertsal i DR byen. Måske en af de mest unikke og specielle musiklocations i verden?

Men jeg blev ærligt talt skuffet og lidt provokeret af showet. Jeg vil gerne forklare hvorfor.

Jeg blev skuffet fordi:

  1. Det virker som om at man i DR, her ikke helt har kunnet skelne imellem TV og Radio. P3 guld er en pris som eksisterer grundet radioen, håndteres af radioen selv og lever på radioens premisser. Men lidt naivt forsøger man at overføre alt det som fungerer på en radioplatform – til et bombastisk TV format. Og der er gudhjælpemig stor forskel på TV og radio. Der var ganske enkelt for mange “små rum”, som slet ikke blev løftet visuelt. Vi var som seere både med backstage, vi var med på gangarealerne og vi var med ned ad rulletrappen, for at lande nede i Foyeren, hvor man (måske praktisk for efterfesten) helt upraktisk for TV showet, havde placeret aftenens hovedattraktion: Veto! Det gav ingen reel mening at tage os seere med i alle de bevægelseskud, hvor værterne smalltalkede på bedste radio manér.
  2. Jeg synes især det haltede med den måde værterne håndterede opgaven på. Adam og Sara er dygtige radioværter. De kan begge noget med sprog og improvisation og kan skabe en stemning i et radioformat. Det gør de med (mellemstor) succes, dagligt, i et program som, vist nok også erklæret, ikke handler om noget. Men de faldt igennem med et brag i Fredags.
  3. Billederne generelt var ikke flotte nok. Når man tager i betragtning af at vi befandt os i et af de smukkeste og mest unikke musikrum i hele verden, så var det noget skrald, som rent visuelt blev videreformidlet. Selve introen forstod jeg ikke. Påtaget abestemning med vimpler,  kyssende piger og stagedivende værter virkede akavet og havde ikke relevans til resten af showet? Var det et tema eller hvad? Og der var simpelthen for mange skud hvor lyset og baggrunden gjorde at det lignede Stenløse Bio, eller i bedste fald VEGA.

Jeg blev provokeret fordi:

  1. ..Rock musik, i en P3 fortolkning, rent visuelt betyder at man skal skyde bands som The Floor Is Made Of Lava med ét kamera,  som gammeldags og påtaget sværmer omkring de optrædende i røg og farvet lys. Er vi er ikke ved at være klar til at opleve rockmusik på andre måder end med påtagede 90’er effekter? Især fordi at det KUN er effekter som opleves af dem i stuerne derhjemme. Der er lige her INGEN sammenligning imellem de to oplevelser, TV oplevelsen og LIVE oplevelsen. Brug nu det rum og den location som i befinder jer i og udnyt dens helt unikke look and feel!
  2. Idéen med at blande en lille dosis humor med en stor dosis musik og en masse gode intentioner, ikke giver en skarp profil. I showet var der indtil flere idéer som simpelthen ikke var gode nok, eller udført godt nok. Først var der Adams skåltale, til de generte musikere backstage. Det fungerede ganske enkelt ikke. Så var der orgel sekvensen – den var malplaceret, alt for intern og ikke sjov! Og så var der idéen med at opildne publikum til at følge Adam og Sara ud af salen, ned af rulletrappen, til VETO koncert. det var der så én der gjorde. En middelaldrende mand, som mest af alt lignede en af dem man kan huske fra fodboldkampe, råbe “mor” i baggrunden af et spillerinterview.
  3. Hvis det skal være sjovt – så gør det dog for guds skyld sjovt! Hvis det skal være fyldt med patos og iscenesat musiske styrke, så gør dog det! Men lad være at vælge den bløde mellemvej hvor intet af det fungerer og bare falder sammen som en stor luftig kage. Se fx. hvordan det ekstrem stive og forudsigelige eventformat Golden Globe, igen i år fik en benhård og humoristisk kant med Ricky Gervais som vært. Ved at lade Ricky Gervais gå hele vejen, går Golden Globes selv hele vejen. Hele vejen derhen hvor det gør ondt, hvor det kilder, hvor det river og kradser og hvor det gør godt. Der hvor de ægte følelser er – der hvor vi i virkeligheden gerne vil være.

Du kan se showet i sin fulde længe herfra

Jeg er sammen med min gode ven Thomas H. Christensen gået igang med projektet splitsekund. Det bliver godt – men det bliver måske også slutningen på denne blog. Jeg ved det ikke.

Men tag et splitsekunds beslutning og kig forbi her:

Danskerne skal til valgurnerne i år, højst sandsynligt om præcist et år – måske d. 19 november 2011? Vi skal enten vælge en ny regering, eller give et nyt 4 årigt mandat til den siddende. Det bliver enten eller, tror jeg. Jeg kan ikke se at der PT kan opstå nye, utraditionelle politiske samlinger, hverken hen over midten, eller til en af siderne.

Så vi er stort set stuck med det samme slæng, som har kedet os i de sidste 8 år! Bevares, vi har fået en række nye ministre, som ikke blot var slagtekvæg fra egne rækker) men som blev hevet ind ude fra virkeligheden. En af mine favoritter er vores landbrugs og fødevareminister, som på alle mulige måder virker som troværdig og dreven politiker, uden særinteresser…

Men nu er valgkampen jo ikke officielt igang endnu.  I krogene arbejdes der på højtryk på at få de rigtieg kandidater klar, og ikke mindst på at afpudse formen hos de etablerede som er på genvalg. De seneste dage har vi hørt om Vammen fra Århus, som er kamplar som kronprins i Socialdemokratiet, vi har hørt om Liberal Alliances erobring af både Ole Birk Olesen, og ikke mindst kuglestøder og entertainment danser, Joakim B. Olsen, som tager et stort skridt fra kuglestød til mudderkastning. Jeg tror ikke man skal dømme LA ude – tværtom har jeg stor tiltro til at de opnår et flot valg, hvis de holder tungen lige i munden! Anders Samuelsen er nøglespilleren her. Han er den måske mest ivrige og målrettede politiker i DK i dag – og det må, for guds skyld, ikke kamme over i endnu et forceret (og desperat) forsøg på at rage magt til sig. Han er blevet portrætteret som et kynisk magtmenneske en gang – hans image tåler ikke flere pust til de gløder, som stadig ulmer!

De Radikale er desværre bagud på point. De Radikale har det i det hele taget ikke nemt. Det er som om at politikken, enig i den som jeg er, drukner i gode intentioner. Det er som om at De Radikale ikke rigtigt brænder igennem, hverken på de konventionelle medieplatforme, eller de sociale. Tankerne er rigtige, men eksekveringen og vedholdenheden mangler. De har et par interessante wildcard i ærmet. Bl.a. forventer jeg mig meget af Uffe Elbæk, som stiller op i København. Uffe Elbæk er en erfaren politiker, med en sund ballast fra et levet liv, en lang række gode projekter og også en række sunde nederlag. Men de fleste kender Elbæk som grundlægger og mangeårig rektor for Kaospiloterne i Århus, og som Direktør for World Outgames i København, i 2009.

Og det her med de erfarne kandidater, som har prøvet lidt af hvert, skriver Mette Bom befriende om i Information. Jeg kan egentlig ikke forestille mig ret mange være uenige i hendes pointer! S Kandidat Signe Wennenberg (som godt kunne ruske op i Rudersdal området) har med det samme taget tråden op, og siger undskyld på forhånd. Hvis man kender til Signe Wenneberg og hendes karriere, vil man også vide at den har bragt hende vidt omkring – fra haveekspert, til kulturredaktioner, direktørposter, detailhandel og en hel masse andet.

Levede mangfoldige liv fyldt med indtryk, sejre og nederlag – liv bygget på  netværk og med forskellige, både gode og  dårlige erfaringer at trække på.

Det var bare det. God weekend.

Foto: Rasmus Weng Carlsen

Danske rockbands og i høj grad deres labels, fokuserer for meget på attitude og for lidt på kommercielt materiale!

Jeg har haft det her i mig i nogen nogle år.  Og på det seneste er jeg blevet bekræftet i, hvad jeg et pænt stykke tid gik og troede var en gammelmands holdning. En holdning der kunne være udløst efter at jeg flyttede fra byen, begyndte at cykle med hjelm og købte en stationcar. Men jeg tog fejl. Holdningen – og iagttagelsen – viser sig faktisk at holde ret godt stik med virkeligheden. Desværre.

Jeg elsker virkelig musikken. Jeg elsker egentlig også ret meget branchen omkring musikken. Den store passion, det store fællesskab, de gode intentioner, de mange fantastiske historier – og den store store drøm om det helt store gennembrud. Når man er i det, så er det ubeskriveligt. Ikke mindst i de kommende dage hvor guder, giraffer og godtfolk fra den kulørte industri, samles til årets længste efterfest i mediebyen på Roskilde Festival. Det er faktisk allerede igang. Fra alle kanaler hvor bag-eller frontmænd og kvinder har et talerør – der bobler det allerede. Og følger man det fra afstand, så skal man et skræmmende stort antal gange, stave sig igennem ordet YEAH.

Jeg har selv været der mange gange – og jeg ender der nok også i år. Blandt gode venner, studiekammerater og gamle kolleger i den fælles rus og den fantastiske fælles fornemmelse af at befinde sig i verdens centrum.

Men efter det her indlæg kan det være at en håndfuld af dem ikke gider kind-kysse-kramme-hvordan-går-det-så, i år.

Jeg synes nemlig at en hel del af dem der står bag artisterne og en hel del af artisterne selv, performer dårligt der hvor det er allermest vigtigt: i materialet!

Det er min klare holdning at materialet blandt danske artister indenfor de populære genrer rock og elektronisk rock (i ved hvad det er) simpelthen ikke er godt nok til at klare sig i det store udbud. Desværre viser salgstallene samme tendens. I 2009 fremgår det med al tydelighed at det ikke er de hippe label lovers, der møver sig ind på slagslisterne. Carpark, Dickow, NEPHEW og Alphabeat er der, men man skal også være ualmindelig tonedøv for at ikke at anerkende at alle de her artister tænker i materiale før de tænker stil og udtryk!

Det er ikke fordi jeg er stort interesseret i nogen af de ovenstående artister – men jeg er da fuldstændig på det rene med at de leverer varen i deres materiale.

Det samme kan man desværre ikke sige om bands som KISS KISS KISS og Vinnie Who fra EMI – eller Ginger Ninja eller Fallulah hos Sony eller Apollo og Thomas Holm hos de ellers skarpe ører hos Copenhagen Records eller The Floor Is Made of Lava hos Target. Disse artister har efter min bedste vurdering et pænt potentiale, men desværre langt fra materiale  til at indfri det.

Jeg er helt klar over at branchen har slået kæmpe store strukturelle, organisatoriske og finansielle kolbøtter de seneste 10 år – men det undrer mig at man i den proces er kommet så meget på vildspor, at man ikke prioriterer A&R dyderne højere og giver artisterne sparring på det som i den grad er make it or brake it faktoren, nemlig sangskrivningen og arbejdet med materialet.

Er det fordi at konventionerne i rock verden er at en artist skal skrive materialet selv? Sådan er det jo ikke i den mere poppede ende af industrien. Her forholder det sig faktisk omvendt. Her er det jagten på det gode materiale, som sætter artisterne (som jo på den måde bliver fortolkere) i scene fra album til album. Tag bare Madonna som eksempel – det har i høj grad været hendes samarbejdspartnere i sangskrivning og produktion, som har udstukket hendes stil! I dag ser vi det med frøken GaGa og et utal af andre artister.

Min pointe er bare – kom nu i krig med den sangskrivning og det rigtige materialevalg! Hvis artisterne ikke selv kan – så inviter folk som kan indenfor. Og labels – STEP UP. Det er ikke nok at artisterne ser hippe ud og smider en itunes top ti på gaden i ny og næ – det handler stadig om konstant udvikling af det gode materiale til de rigtige artister, hvis i vil beholde jeres jobs.

Jeg tager gerne imod kommentarer og beatings fra dem som er uenige.

Jeg er vild med twitter.

Twitter er min nye og meget mindre morgenavis. Twitter er mit nye leksikon.  Twitter er min nye eventkalender. Twitter er mit nye sladderblad. Twitter er mit nye fagmedie. Twitter mit nye musikmagasin. Twitter er min klare favorit blandt sportskanalerne. Twitter er min rejseguide og Twitter er på alle mulige måder min nye ven.

I organisationen hvor jeg arbejder – Wonderful Copenhagen – står jeg rimelig alene med mit nye venskab. Det føles derfor en gang imellem som en decideret affære. En affære væk fra corporate websites fyldt med tekst og gode intentioner, logoplaceringer, turistbrochurer i 4 flotte farver og presseklip i sort hvid.  For at blive i symbolikken forestiller jeg mig at det er en affære med noget af det smukkeste, det frækkeste og det næsten opnåelige. For alle ved det findes, Twitter that is, og tiltrækkes af det. Ja selv medierne skriver om det en gang imellem. Men man kommer hurtigt på andre tanker eller giver op før end man egentlig kommer igang. Det virker skørt bare at forsøge. Det bliver aldrig til noget alligevel osv. osv. osv.

Og det kan jeg godt forstå.

For at få et nært forhold til Twitter kræver det en ægte indsats. Og kommer man til Twitter som aktiv Facebook bruger med 2-300+ venner og fuld skrue på dagligdags statusopdateringerne og kommentarerne med typografiske hjerter og smiley’s – så  kan det være decideret deprimerende at se at man har sølle 4 followers og kun selv følger  8 offentlige organisationer, som i øvrigt ikke Tweeter. Sådan ser det ud den første uge – måske den første måned.

Men gode ting kommer som bekendt til dem som venter, og min fars gamle klassiske råd, når jeg tynget af ungdommens forelskelser, gik til bekendelse i håb om hjælp og fik svaret: “Læg dem på is min dreng – så skal du bare se!” Virker ikke her. (Det virkede dengang)

Twitter skal plejes og vedligeholdes og håndteret ordentligt, men så betaler Twitter også tilbage. For det tager tid at finde de rette personer at følge. Det tager også tid at få egne followers. Jeg har været aktiv på Twitter i snart halvlandet år, og jeg har i skrivende stund 150 followers. Jeg følger selv 218 personer, organisationer eller profiler. Nu har jeg 151 followers – jeg har lige (lige præcis nu) fået en mail om at Roskilde Kommune nu følger mine tweets på Twitter. Men det er ikke antallet af Followers der gør tricket – det er nærmere kvaliteten af de tweetere du følger, som virkelig betyder noget. Hvad får du ud af det? Hvad kan du give dem tilbage – som skaber en værdi?

Jeg bruger Twitter fra min PC på arbejde – via en evig åben browser. Jeg bruger den via min Mac hjemme,via browser og Tweetdeck, og jeg bruger Twitter on- the-move, via min Iphone. Det gør jeg især under transport, rejser og til begivenheder, konferencer og seminarer. Jeg åbner omkring 10-15 links hver dag fra Twitter og jeg Re-Tweeter typisk 2-3 tweets om dagen, videre til mine followers.Der kan sagtens være dage hvor jeg ingenting tweeter og andre dage hvor jeg live tweeter fra en begivenhed med 10 Tweets på en time.

Jeg gider ikke bruge krudt på at fortælle om de store landvindinger Twitter har taget i  forhold til konventionelle medier. (Flyet i Hudson , Iran Election, Obama/Biden 09, Bangkok riots, VM i fodbold, OL….) Twitter drives af brugernes indhold og deres mini blogs på 140 tegn.

Udover den direkte videndeling som opstår ved at følge en række personer og organisationer som deler ens interesser så kan Twitter som intet andet medie give et  her og nu billede af virkeligheden! Hvad sker der lige nu? Det kan Twitter via sine hashtags, (hash er (bl.a) navnet på symbolet # som man sætter foran sine ord i et tag) Hashtags er groft sagt etiketter man som Tweeter kan bruge, og som samles i en strøm eller et feed. Disse feeds kan trækkes ud i seperate feeds  af brugerne, så man i – real time – kan se hvad resten af verden synes om en sag, et emne, en begivenhed eller et sted.

Forestil jer hvor stærkt et tool  det kan blive for turisme information og guides, at man i det man går ud at sit hotel i London, via Twitter, får et her og nu billede af hvad der sker i byen via et tag som fx. #Londonnow

Jeg tror også vi kommer til at se kampagner fremover, som ikke pusher en url eller budskab som afsender eller pay off, men i højere grad pusher et hashtag. Man kunne kalde det hashtag markedsføring.

Nå det blev en lang smøre på mere end 140 tegn. Brug det hvis du kan og fyr løs hvis du ikke forstår en meter af ovenstående…

Nå ja, du kan følge mig på twitter her: http://www.twitter.com/emilspangenberg

~E~

Nogle travle uger holdt mig fra tasterne. Jeg er i mit professionelle liv, ved at være klar med sitet vibeonline.dk, og det har taget en del tid for hele sekretariatet. Målet er at skabe et samlingssted for begivenhedsbranchen. Et sted hvor vi som organisation kan indsamle værktøjer, erfaringer og viden fra branchen og dele den med vores netværk.

Jeg har i den forbindelse lavet en række mere dybdegående interviews med forskellige personligheder fra branchen. Det har været alle tiders at komme i dialog men en læng række seje personligheder, med store projekter på CV’et, og fedt at få vækket den indre journalist lidt 😉

Du kan se dem her

Men nu til en dejlig visuel bombe, til dem der som jeg, ikke kan få nok animation:

Nyd – Logorama, hvor Ronald McDonald viser sit (måske) sande ansigt…

Via K-forum faldt jeg over min gamle kollega, Lasse Laursens speciale. Dengang jeg var kollega med Lasse sad vi unge og fyldt med energi – med headsæts på, fra 9.00-17.00 foran skærmen og rådgav Erhvervskunder om ADSL og bredbåndsløsninger. Det var dengang der var en lille smule Rock’n’Roll over ISP’erne. Det er der ikke mere. Det var også dengang der var noget der hed Cybercity. Det er der heller ikke mere.  Lasse var dengang en film dude – klart i den mere lette genre, men en film dude, nevertheless!

Og her dukkede han så pludselig op i en mere politisk udgave af film duden. Det kan jeg som udgangspunkt rigtigt godt lide. Jeg er dog ikke sikker på at jeg helt kan lide formen, imellem de overraskende stærke interviewpersoner, og den lidt “hovedet på skrå” agtige, forklarende, ungdoms TV facon” Det er rigtigt godt indhold, stærke udtalelser – især som tidligere Radikal, men det er som om at formen blokerer lidt for budskaberne….

Hvad synes du? Se filmene nedenfor

Tilstået, dette indlæg hører til de mere “lette”. De fleste læsere her, har vel efterhånden hørt, set eller oplevet chatroulette.com. Kort fortalt går sitet ud på at chatte, med et aktiveret web cam, med fuldstændigt tilfældige mennesker, som er online på sitet på samme tid. Gider du ikke chatte mere med en person – trykker du bare NEXT, og BUM – den næste person dukker op på skærmen foran dig. Ethvert site med den slags frihed, og mulighed for interaktion med det modsatte køn, tiltrækker naturligvis også dodgy personer. Personer som helst vil kommunikere med resten af verden, via et blottet kønsorgan i mere eller mindre festlige tilstand.

Men heldigvis findes der morsomme og kreative bud på brug af Chatroulette – og denne video fangede min opmærksomhed, ganske enkelt fordi den er sjovt udført.

Enjoy: