For ikke ret længe siden fulgte den sætning mig hjem fra arbejde, udtalt af en god kollega, som samtidig slog ud med armene, smilede og bøjede af.
Sagen var ikke vigtig, men det irriterede mig alligevel hele vejen hjem. Sætningen, slåen ud med armene og det hele. Det irriterede mig ind ad døren og ud af munden på mig igen, i hovedet på min kone.

Min kone er læge her i Hovedstaden. Og hvis jeg fik en krone, for alle de gange hun er kommet hjem fra dag- eller nattevagt, med skrækhistorier fra hendes ”system”, så ville jeg være en holden mand, rent økonomisk.

Når jeg siger systemer – så tænker jeg ikke kun på det konkrete system som fx. et IT system der ikke virker – selvom det kan være slemt nok. Jeg taler om systemer i et perspektiv hvor systemet bliver en samlende ramme, for en række  ukonstruktive, og ofte traditionsbundne handlinger, som er hæmmende for udvikling og bevægelse.

Systemer hæmmer gode idéer

Og mange af vores systemer udgør et seriøst problem, både i vores virksomheder, vores organisationer, i vores foreninger og i vores land.

I den til tider oppustede debat om kreativitet og innovation, som redningsflåden for dansk erhvervsliv og vækst, der taler vi aldrig om evnen til at ændre systemerne. Vi taler i stedet, ensidigt, om idéer som det eneste middel mod målet. Bare vi producerer gode idéer så skal det nok gå. Men idéerne er kun starten på processen – det er den anden halvdel som er den krævende.  For det er ikke idéerne, eller manglen på dem, der er problemet. Ofte er der rundt om i organisationerne masser af idéer og en masse konkrete ting at tage fat på – men vores traditioner, vores magtstrukturer, ledelsesstrukturer, IT-systemer og vores vaner blokerer os.

Det er systemerne den er gal med –  systemer der hæmmer gode idéer!

Hvor tit har du ikke hørt eller tænkt følgende om en god idé i en virksomhed eller organisation ”Det ville være fantastisk – men det ville aldrig kunne lade sig gøre her i huset”? Eller hørt om en fantastisk god idé eller nyt tiltag, som alligevel aldrig bliver til noget, fordi systemerne langsomt, men sikkert, suger energien ud af idémanden.

Hvorfor er det sådan? Jeg har ikke det fulde svar – men en del af svaret tror jeg skal findes i menneskets grundlæggende behov for tryghed og heraf opretholdelsen af status quo. Det er ikke nyt, at mange bliver usikre ved tanken om noget nyt.

Status quo kender vi og det ved vi hvor vi har. Men status quo er det samme som stilstand. Og hvis vi kommer til at sidestille stilstand og tryghed, så har vi som samfund en stor udfordring.

Beløn det gode spørgsmål!

Starten på bevægelsen væk fra stilstand ligger altid i et spørgsmål ”Hvorfor gør vi det på den her måde igen?” Hvorfor prøver vi ikke at…” ”Hvem gør vi det her for?” osv. Hvis en afdeling, en organisation eller en virksomhed vil være kreativ og innovativ – så skal der allerførst spørgsmål på bordet. Og gerne mange af dem.

En organisation som ikke tåler spørgsmål eller som ikke kan eller vil komme med klare svar – vil gå i stå og derefter tabe. Så enkelt er det.

Hvis vi vil ændre systemerne skal vi insistere på at stille spørgsmål, også de spørgsmål der gør ondt og dem som kræver omtanke at svare på.

Advertisements