Klipperne, græsset og havnen i Allinge var i den forgangne uge scenen for det første Folkemøde på Bornholm – en ny begivenhed med et kæmpe potentiale. Jeg var selv i Allinge torsdag, og med min viden og erfaringer omkring events og iscenesættelse, har jeg følgende kommentarer:

Helt grundlæggende er jeg begejstret. Jeg er begejstret fordi at Folkemødet har et massivt potentiale til at blive en national begivenhed, med internationalt perspektiv.

Folkemødet er her efterfølgende blevet klandret for at mangle folkelighed Se fx. Deadline fra i lørdags. Yes, det havde intet med folkelighed at gøre – men det er også ligegyldigt. Det her er det første år, i en begivenhed som blev endeligt besluttet for mindre end 5 mdr. siden.

En tommelfingerregel omkring positionering af begivenheder er, at det tager ca. 5-7 år! Men forskellen til andre typer debut begivenheder er naturligvis, at medierne dækkede folkemødet MASSIVT, grundet det store opbud af politikere. Og det skal naturligvis udnyttes!

For at en begivenhed skal få succes, kræver det stor opbakning og stort ejerskab blandt interessenterne (i dette tilfælde politikere, Christiansborg, politiske organisationer osv.) Det kræver at medierne kan være med til at udbygge opmærksomhed og platformen og det kræver at begivenheden har et løbende udviklingspotentiale. Alle tre faktorer kan man sætte hak ved her. Tillykke!

Men selvfølgelig skal Folkemødet udvikles. Man skal udbygge et stærkt kulturprogram omkring det politiske indhold. Der skal udvikles en række stærke og sikre konceptformater, som besøgende kan navigere efter. Der skal sættes et højt ambitionsniveau fx. ved at invitere en årlig international gæst. Det kunne være en ex. president, en filminstruktør, en international politiker eller lignende. På de politiske linjer skal man positionere denne begivenhed strategisk, så scenen på Bornholm, var scenen man leverede nye politiker og banebrydende nyheder fra! Scenen hvor nye talenter kom frem og gamle korifæer fik kam til håret! Forestil dig hvad Folkemødet kunne blive til, hvis der blev udskrevet valg fra den store scene i Allinge! Og forestil dig så også, hvad Folkemødet kan blive som udstillingsvindue og storytellingplatform for Bornholm!

Og så skal det naturligvis udvikles praktisk i forhold til service, logistik, indkvartering.

Så jeg er begejstret og jeg glæder mig til at vende tilbage til Folkemødet næste år – til andet kapitel i den store fortælling.

Advertisements