P3 guld løb over skærmen i fredags. Jeg var parkeret derhjemme og havde faktisk glædet mig meget. Jeg har endda været så heldig at opleve showet live 5 gange i streg – med blandede følelser. P3 guld har nemlig altid haft det store dilemma, at man aldrig helt kunne beslutte om man var et Liveshow for publikum i salen, med live musik på scenen, eller om man var et TV show for publikum derhjemme, med live musik på scenen….Problemet er aldrig rigtigt blevet løst.

I år var så andet år i den fantastiske Koncertsal i DR byen. Måske en af de mest unikke og specielle musiklocations i verden?

Men jeg blev ærligt talt skuffet og lidt provokeret af showet. Jeg vil gerne forklare hvorfor.

Jeg blev skuffet fordi:

  1. Det virker som om at man i DR, her ikke helt har kunnet skelne imellem TV og Radio. P3 guld er en pris som eksisterer grundet radioen, håndteres af radioen selv og lever på radioens premisser. Men lidt naivt forsøger man at overføre alt det som fungerer på en radioplatform – til et bombastisk TV format. Og der er gudhjælpemig stor forskel på TV og radio. Der var ganske enkelt for mange “små rum”, som slet ikke blev løftet visuelt. Vi var som seere både med backstage, vi var med på gangarealerne og vi var med ned ad rulletrappen, for at lande nede i Foyeren, hvor man (måske praktisk for efterfesten) helt upraktisk for TV showet, havde placeret aftenens hovedattraktion: Veto! Det gav ingen reel mening at tage os seere med i alle de bevægelseskud, hvor værterne smalltalkede på bedste radio manér.
  2. Jeg synes især det haltede med den måde værterne håndterede opgaven på. Adam og Sara er dygtige radioværter. De kan begge noget med sprog og improvisation og kan skabe en stemning i et radioformat. Det gør de med (mellemstor) succes, dagligt, i et program som, vist nok også erklæret, ikke handler om noget. Men de faldt igennem med et brag i Fredags.
  3. Billederne generelt var ikke flotte nok. Når man tager i betragtning af at vi befandt os i et af de smukkeste og mest unikke musikrum i hele verden, så var det noget skrald, som rent visuelt blev videreformidlet. Selve introen forstod jeg ikke. Påtaget abestemning med vimpler,  kyssende piger og stagedivende værter virkede akavet og havde ikke relevans til resten af showet? Var det et tema eller hvad? Og der var simpelthen for mange skud hvor lyset og baggrunden gjorde at det lignede Stenløse Bio, eller i bedste fald VEGA.

Jeg blev provokeret fordi:

  1. ..Rock musik, i en P3 fortolkning, rent visuelt betyder at man skal skyde bands som The Floor Is Made Of Lava med ét kamera,  som gammeldags og påtaget sværmer omkring de optrædende i røg og farvet lys. Er vi er ikke ved at være klar til at opleve rockmusik på andre måder end med påtagede 90’er effekter? Især fordi at det KUN er effekter som opleves af dem i stuerne derhjemme. Der er lige her INGEN sammenligning imellem de to oplevelser, TV oplevelsen og LIVE oplevelsen. Brug nu det rum og den location som i befinder jer i og udnyt dens helt unikke look and feel!
  2. Idéen med at blande en lille dosis humor med en stor dosis musik og en masse gode intentioner, ikke giver en skarp profil. I showet var der indtil flere idéer som simpelthen ikke var gode nok, eller udført godt nok. Først var der Adams skåltale, til de generte musikere backstage. Det fungerede ganske enkelt ikke. Så var der orgel sekvensen – den var malplaceret, alt for intern og ikke sjov! Og så var der idéen med at opildne publikum til at følge Adam og Sara ud af salen, ned af rulletrappen, til VETO koncert. det var der så én der gjorde. En middelaldrende mand, som mest af alt lignede en af dem man kan huske fra fodboldkampe, råbe “mor” i baggrunden af et spillerinterview.
  3. Hvis det skal være sjovt – så gør det dog for guds skyld sjovt! Hvis det skal være fyldt med patos og iscenesat musiske styrke, så gør dog det! Men lad være at vælge den bløde mellemvej hvor intet af det fungerer og bare falder sammen som en stor luftig kage. Se fx. hvordan det ekstrem stive og forudsigelige eventformat Golden Globe, igen i år fik en benhård og humoristisk kant med Ricky Gervais som vært. Ved at lade Ricky Gervais gå hele vejen, går Golden Globes selv hele vejen. Hele vejen derhen hvor det gør ondt, hvor det kilder, hvor det river og kradser og hvor det gør godt. Der hvor de ægte følelser er – der hvor vi i virkeligheden gerne vil være.

Du kan se showet i sin fulde længe herfra

Advertisements