I går aftes var jeg til Gå-hjem-møde hos bureauet Bysted om kulturformidling 2.0. Det var primært henvendt til kommunikatører FRA de forskellige kulturelle institutioner, som flittigt skriblede alt ned. Med stor streg under (og ofte spørgsmålstegn bagved) begreb som Twitter, 2.0, Facebook fan sider osv. Jeg var ikke selv målgruppen, men arbejder sammen med og rådgiver en del af denne slags kommunikatører og er i tæt samarbejde med Bysted i en anden sammenhæng. Og alt det her er egentlig bare en indledning. For det som løb med min opmærksomhed. Det som har plaget mig hele dagen og rumlet i min krop som en bobbel af tvivl var fremtidssynet. Ifølge de fleste oplægsholdere ligger ALT nemlig i hænderne på DE UNGE…

TA DAA… De unge. Ikke de unge mellem 14-20, eller de helt unge imellem 10-14. Eller de unge under uddannelse, eller de unge med proffessionsuddannelser, eller de unge UDEN uddannelse. Nej, bare slet og ret de unge. Museer, forlystelser og institutioner nikkede anerkendende – De unge er dem, som skal bære omsætningerne og forretningerne ind i fremtiden.

Men så nemt er det ikke. “De unge” er nemlig mange forskellige unge – og så er de faktisk ikke så mange når det egentlig kommer til stykket. Når man ser på størrelsen af generationerne og fødselsraterne, er det nemlig tydeligt, at markedsføringsindsatsen bliver dyr pr. snude. Men “de unge” ,som vi kalder dem, er den PT absolut mest fragmenterede målgruppe af alle tænkelige grupper for tiden. Og det bliver kun værre. “De unge” som bevæger sig i helt nye mediemønstre gør det i en fart så selv rapporter der kortlægger deres færden – er uddaterede når tryksværten er tør. De unge er digitale – ingen tvivl om det. De unge er sociale. De unge er illoyale. De er medievante. De har en hård facade mod budskaber og støj. De går sammen i fællesskab – og deres debut udi medienavigation og påvirkning, bliver tidligere og tidligere.Men vigtigst af alt er de unge ikke en samlet masse. De er hamrende forskellige!

Derfor er det en fejl hvis kulturinstitutionerne tror at fremtiden er sikret ved at stille skarpt på “De Unge” Fremtiden sikres ved at stille skarpt på de netværk og de forgreninger som de unge deler sig i og de segmenter som de unge definerer sig ud fra. En kommunikationsstrategi der indeholder konkrete og brugerindragende tanker omkring sociale medier gør det ikke alene.

Der påhviler derfor bureauer som Bysted og rådgivende specialister en vigtig og alvorlig opgave. En opgave som går ud på at tage “de unge” som målgruppe mere seriøst end som så – og afkode de nye sub-segmenter, som ungdommen skaber.  Hvis ikke fører de bare de stakkels kommunikerende kulturinstitutioner, med skrabede midler, direkte til slagtning.

Advertisements