Billede fra filmen The Hurt Locker

Til søndagens Oscar uddeling løb The Hurt Locker med 6 Oscars og blev aftenens helt store top scorer. Ikke ufortjent, det er en mindeværdig film, som muligvis også vandt lidt sympati på den politiske konto. USA er nemlig i den grad splittet (også her) i forhold til Irak. The Hurt Locker illustrerer med al tydelighed den splittelse. Splittelsen imellem adrenelin og stilstand. Imellem hverdag og udstationering og imellem liv og død og imellem troen på en sag og den fuldstændige meningsløshed, som en krigssituation må føles, når man er midt i den og (måske især) når man er hjemme igen.

I dagens kronik i Berlingske skriver den danske journalist fra LA. times, Louise Roug, om filmens mangler og fejl. Hun skriver kronikken på en troværdig baggrund,  hun har tilbragt 4 år af sit liv i Bagdad, som journalist og sammen med soldaterne og sammen med irakerne. Det interessante i den kronik er ikke så meget de tekniske fejl som påpeges Ja, det virker i filmen utroværdigt at hovedpersonen på en natlig solotur, til en forstad til Bagdag  kommer i problemer, og beslutter at tage turen tilbage til basen i løb, med army bukser og hættetrøje. Men, den stærke pointe som Louise Roug trækker frem, er at fil som The Hurt Locker, vil gøre det letter for andre Irak film at blive lavet – og at vi på den baggrund måske inden længe ser en Irak film fortalt fra Irakernes synspunkt, med al den splittelse, al de elendighed og alle de håb og  drømme som må gemme sig bag i enhver støvet gade.

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på journalisten Rasmus Tantholdts blog og hans beskrivelser af sit samarbejde med sin faste “Fixer” . En fixer er som titlen antyder en uundværlig hjælpende hånd til alle vestlige journalister som arbejder i Irak. Han fungerer som beskytter, oversætter, chauffør, smøremiddel, assistent, researcher og forhandler i alle tænkelige situationer. Et job som i sagens natur tangerer nogle af verdens mest risikofyldte af slagsen. Ikke desto mindre beskrev Tantholdt denne fixers liv, og illustrerede ham som en driftig iværksætter med et “Fixer” bureau med flere end 35 ansatte. Ansatte for hvem bortførelser, henrettelser, forhandling om liv og død – og ikke mindst, hvor absurd det end lyder, service i en helæt vild grad, var en del af deres hverdag.

Se dét en i min optik en god Irakisk historie – en historie som med rette kunne begå sig på film, endda med en ret så catchy titel: “The Fixer”

Advertisements