Det er noget tid siden jeg har ytret mig herinde. Ikke så mange undskyldninger – det er bare sådan det er.Men noget har i hele den mellemliggende periode naget mig grusomt:

For 14 dage siden deltog jeg sammen med ca. 26 gode kolleger i et 2 dages fagligt og socialt seminar. Baggrunden er at to centrale afdelinger samles til én stor – men en masse strategisk synergi til følge. Det var et godt seminar. Passende fagligt og meget socialt. Den sociale dagsorden var den vigtigste – og målet blev nået.

Men undervejs gjorde vi et, hvad skal man sige….uheldigt, stop. Et stop ved motivationscoachen Martin Erichsen, som lagde vejen forbi vores forsamling.  Jeg kan huske at jeg gik til fadet med en sund portion skepsis a la: “hvad faen skal han nu lære mig om motivation…” en skepsis jeg havde et langt stykke inde i hans en times oplæg. Men pludselig tog jeg mig selv i at stå og storsmile til min sidemand – kramme min anden sidemand, kaste dobbelt high fives i luften, og råbe “JEG ER FOR LÆKKER OG DU ER FOR LÆKKER” ud i et lokale fyldt med ligesindede. Ligesindede der skræmte som jeg selv havde det her blik i øjnene: is this really happening…? Am I really doing this… Jeg var rystet. Jeg var virkelig rystet over mig selv – og de seneste par dage har jeg været decideret vred!

Martin Erichsens indlæg var det mest overfladiske, gratis, standard agtige 90’er bullshit jeg nogensinde har hørt. Magen til fuldstændig uvedkommende pladder kan jeg ikke mindes jeg har lagt krop til før – og jeg kan med sindsro sige at det bliver sidste gang.

Det er for nemt, i min verden, at stille sig op i en højhalset striktrøje og prale af utallige skalpe i bæltet, fra landets største virksomheder. For nemt at sige råbe YES, med en knytte næve mod himlen og postulere i klare soundbytes “Du skal indgå en ny konktrakt med dig selv” ” Du skal bryde din kontrakt med hverdagen” “Vi skal være gode mennesker” Vi skal tænke holistisk omkring vores liv og nyde ethvert sekund….”

VI sidder her jo endnu. I vores jobs – med hinanden og arbejder videre på de projekter som vi startede på før vi mødte dig. Og verden ser ud på sammen måde – smuk med udfordrende, hvidklædt, imødekommende og ikke mindst vedkommende og ægte. Den time som vi desværre brugte på at lytte til dine klichéer – ville jeg bare ønske vi havde brugt til at lære hinanden endnu bedre at kende…

Advertisements