Copenhagen needs a great flag. And we don’t have one. We have something like it, but not a really nice and well designed flag. So let’s go – let’s get a competition going let’s make this happen. 

My son is 9 years old. He loves the geography, flags, country facts and cities. We live just outside Copenhagen. And yes, my daily dinner talks, about what i do all day, probably influenced him in some degree. But he really loves the idea of cities and symbols.

Two months ago I showed him a storyboard from at advertising idea we were working on in the office. He picked it up pretty quick, and came back with more ideas and drawings that same day. So i gave him a job. I said. “Copenhagen does not have a flag – help me design one”

So he took off immediately. He shared the idea with some of his classmates, and within a week he bombarded me with sketches and ideas. They were really complex, crazy and detailed, and none of them worked for a flag. But the proces was great.

Just today, i listened to my all time favorite podcast, 99% invisible, hosted by the fabulous Roman Mars. If you don’t know it – start listening NOW.

Roman Mars gave a TED talk in Vancouver a couple of months ago, and the video is finally online. It’s a talk about flag design, and only that. In the talk Roman shows some pretty grim examples of cities and regions going flag crazy. As in everything else, there is good and bad (and very) bad flag design.

So it made me think. Copenhagen needs a flag!

Today all we have is a symbol. Well actually we have two. The first one is just a seal or logo from the municipality, and the second is unofficial, and from the freetown of Christiania (a free, hippie-like residential area in Copenhagen) Any guess which is the more popular one of those two?

Roman Mars has this great point:

“As we move more and more into cities, a city flag becomes more than just a symbol for that place. It becomes a symbol of how a city considers design in all aspects, it’s infrastructure, it’s parks and signage” “By having a bad flag that we don’t use, (or no flag at all) we seed that territory to sports teams, chambers of commerce and (god forbid) tourism bureaus”

So, I’m thinking an open design competition. Something to rally around. Something to give back to the community. Everyone from kindergarden toddlers to high end graphic designers can chip in.

I’ll get back to the formalities later – i just wanted to share the thoughts.

Here they are:

Municipality of Copenhagen

Christiania

Advertisements
Foodies guide to Copenhagen

Foodies guide to Copenhagen

Good evening humans.

So, the fine people over at Expedia have put together a nice little site, with an interactive map for Foodies in Copenhagen. Restaurants, high, medium and low, plus markets, shops and other quality eateries.

It’s need, nice and informative – but it is ultimately just another website that i am probably never going to visit again. A gimmick, a campaign site, an idea that was easy to execute. (Yes, websites are easy to execute)

I’m going to keep an eye in this, to see how it spreads and engages it’s community.

Hang tough out there.

-E

Hola – I just came back from 4 great days in Barcelona and I wanna share som great little eating spots.

Young cats hanging out at Mountjuic, Barcelona

Young cats hanging out at Mountjuic, Barcelona

Mosquito Tapas (Born) http://www.mosquitotapas.com/ (Born) – First night, no reservation, waiting list for about an hour. Killed time drinking cold Moritiz at the neighbor bar. Mosquito is tapas, but asian style. Dumplings, snacks, rice dishes and a pretty great beer card. Don’t miss the (hot) Shichuan pepper beef.

Casa Delfin (Born) – http://tallerdetapas.com/esp/casa-delfin/ Traditional tapas, but really (really) well done. Go for the classics and don’t miss the octopus and grilled mini-squids (fresh from the Santa Catarina market) and check out the pictures on the wall, they might look like old drawings, but they all have scary and cool easter eggs.

Cera23 (Raval) http://www.cera23.com/ Cosy, unconventional, easy and super quality bistro. No fancy pancy here, just great drinks ( The house mojitos) a killer winecard and some super dishes. Don’t miss the Burrata cheese dish with freshly made basil pesto for starters. Uhm! Oh yeah – you wanna book a table from home. It’s popular!

Kiosko Burgers http://bacoa.es/en/ – Yes, thats burgers in Spain. That day after one two many glasses of local wine, there is nothning like a stop at Kiosko for lunch. Great and easy organic burger concept. It’s not the best room in town, but definately the best burger.  The Bacoa chain has several restaurants, we tried the one by the harbor, just on the outskirts of Born.

Fresh seafood in the local markets. Barcelona has several great fruit, meat, fish and vegetable markets. Grab a chair in the bar, have a beer, some cold rose and ask for anything fresh from today. You wont be sorry. Great markets are Santa Caterina, in the north of the Born District, og the bigger and more busy Mercado de la Boqueria just off the (terribly touristy) Rambla.

That’s it.

Enjoy and please share the love.

-E

Jeg vil tro han var omkring 7 år – på samme alder som min egen ældste søn, som han ligger her ved siden af mig lang, sund, fri og i dyb fredagssøvn. Drengen på billederne var døende. Med skum i mundvige og øjne, en nærmest total forbrændt krop, iturevet tøj og krampagtige bevægelser mod kameraet. Han var indsmurt i blod, slim og støv.

Jeg ved nu at han, ligesom som 426 andre børn, var et af ofrene for det syriske styres koordinerede giftgasangreb i starten af sidste uge.

Jeg så billederne i en rædselsfuld reportage fra BBC, som min journalistveninde havde lagt på Facebook. Hendes post blev fulgt af ordene: ”My thoughts go to all Syrians. Be aware of very disturbing images”.

Klokken var vel ca. 14 fredag og jeg indtog en lidt sen frokost  ved hævesænkebordet på mit kontor. Det gør jeg næsten aldrig, men forskellige møder omkring frokosttid fik mig til at tage en tallerken med op på kontoret, og spise foran skærmen. Det var kylling, rødbedesalat og grønne bønner. Jeg løb forskellige feeds igennem på min computer, Twitter, lidt hurtige visuelle snacks og et par likes på Instagram, og så til sidst lige mit Facebook feed. Gaflen i den ene hånd, to scrollende fingre fra den anden hånd som navigatører.

”Be aware of very disturbing images” klik. Jeg klikkede med det samme.

Jeg havde en rimelig præcis forventning om hvad jeg skulle se. Både fordi jeg kender min veninde, og hvis hun skriver disturbing images, så mener hun det, men også fordi den slags billeder efterhånden er hverdag. Netmedier trækker tung trafik ved at advare mod stærke billeder. Hver dag. Og man klikker. Jeg klikker.

Og som mediemenneske i nyhedsstrømmen har man efterhånden set det meste. Tror jeg. Det er det jeg ikke rigtigt ved. Men det tror jeg. For alt vises og gerne så direkte som muligt.

Engang var det effektivt og oplysende når soldater havde journalister, eller korrespondenter med helt tæt på frontlinjen. Men i dag er vi med i lommen hos oprørerne, og i hænderne på både helte og skurke. Hele tiden. Hver gang der er noget at vise.

Og det bekymrer mig. For hvad sker der, når vi har set det hele? Hvad sker der når billederne og filmene kommer i så højt et tempo og på tværs af så mange platforme, at de mister deres effekt? Når uhyrligheder som dem i Syren ikke længere udløser reaktioner, sanktioner og hjælp med det samme? Når billedets simple magt ikke længere eksisterer?

Du kan se indslaget fra BBC – men ”be aware of very disturbing images”

For ikke ret længe siden fulgte den sætning mig hjem fra arbejde, udtalt af en god kollega, som samtidig slog ud med armene, smilede og bøjede af.
Sagen var ikke vigtig, men det irriterede mig alligevel hele vejen hjem. Sætningen, slåen ud med armene og det hele. Det irriterede mig ind ad døren og ud af munden på mig igen, i hovedet på min kone.

Min kone er læge her i Hovedstaden. Og hvis jeg fik en krone, for alle de gange hun er kommet hjem fra dag- eller nattevagt, med skrækhistorier fra hendes ”system”, så ville jeg være en holden mand, rent økonomisk.

Når jeg siger systemer – så tænker jeg ikke kun på det konkrete system som fx. et IT system der ikke virker – selvom det kan være slemt nok. Jeg taler om systemer i et perspektiv hvor systemet bliver en samlende ramme, for en række  ukonstruktive, og ofte traditionsbundne handlinger, som er hæmmende for udvikling og bevægelse.

Systemer hæmmer gode idéer

Og mange af vores systemer udgør et seriøst problem, både i vores virksomheder, vores organisationer, i vores foreninger og i vores land.

I den til tider oppustede debat om kreativitet og innovation, som redningsflåden for dansk erhvervsliv og vækst, der taler vi aldrig om evnen til at ændre systemerne. Vi taler i stedet, ensidigt, om idéer som det eneste middel mod målet. Bare vi producerer gode idéer så skal det nok gå. Men idéerne er kun starten på processen – det er den anden halvdel som er den krævende.  For det er ikke idéerne, eller manglen på dem, der er problemet. Ofte er der rundt om i organisationerne masser af idéer og en masse konkrete ting at tage fat på – men vores traditioner, vores magtstrukturer, ledelsesstrukturer, IT-systemer og vores vaner blokerer os.

Det er systemerne den er gal med –  systemer der hæmmer gode idéer!

Hvor tit har du ikke hørt eller tænkt følgende om en god idé i en virksomhed eller organisation ”Det ville være fantastisk – men det ville aldrig kunne lade sig gøre her i huset”? Eller hørt om en fantastisk god idé eller nyt tiltag, som alligevel aldrig bliver til noget, fordi systemerne langsomt, men sikkert, suger energien ud af idémanden.

Hvorfor er det sådan? Jeg har ikke det fulde svar – men en del af svaret tror jeg skal findes i menneskets grundlæggende behov for tryghed og heraf opretholdelsen af status quo. Det er ikke nyt, at mange bliver usikre ved tanken om noget nyt.

Status quo kender vi og det ved vi hvor vi har. Men status quo er det samme som stilstand. Og hvis vi kommer til at sidestille stilstand og tryghed, så har vi som samfund en stor udfordring.

Beløn det gode spørgsmål!

Starten på bevægelsen væk fra stilstand ligger altid i et spørgsmål ”Hvorfor gør vi det på den her måde igen?” Hvorfor prøver vi ikke at…” ”Hvem gør vi det her for?” osv. Hvis en afdeling, en organisation eller en virksomhed vil være kreativ og innovativ – så skal der allerførst spørgsmål på bordet. Og gerne mange af dem.

En organisation som ikke tåler spørgsmål eller som ikke kan eller vil komme med klare svar – vil gå i stå og derefter tabe. Så enkelt er det.

Hvis vi vil ændre systemerne skal vi insistere på at stille spørgsmål, også de spørgsmål der gør ondt og dem som kræver omtanke at svare på.

Hvor starter og slutter TV producenternes ansvar? Og hvornår må man egentlig kalde en spade for en spade, og sige højt, at vi lever i en TV tid hvor det er blevet OK at  mobbe unge, uden særlige forudsætninger for at forstå den virkelighed som de er blevet placeret i?

Langhåret? Egentlig ikke. Jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke kan holde min kæft længere, jeg har brug for at ytre min forargelse, over den måde som TV producenter fralægger sig alt ansvar – i underholdningens hellige tegn.

Det er ikke nogen ny diskussion, tværtom – det nye her er bare i min optik, graden af løgn og bedrag som ligger bagved både rekrutteringen og eksekveringen af diverse TV programmer, som baserer deres indhold på frivillige, unge deltagere i outrerede og ofte intime situationer.
Vi bilder pludselig os selv og hinanden ind, at en person som fx Amalie (indsæt selv en lang række andre navne her) skal have en taleposition, fordi hun ”laver godt TV” fordi hun ”brænder igennem” fordi hun er god til at underholde.
Men i virkeligheden burde vi sige det som det er – Amalie bliver groft udnyttet – på en decideret usmagelig måde.

Bagved Amalie sidder der producenter, redaktører, managers, tilrettelæggere og idé folk og konstruerer en falsk virkelighed. En virkelighed hvor man bilder Amalie og Amalies familie ind, at det er alle tiders hvis hun bare bliver ved med at gøre mere af det hun er god til: at kvaje sig, at fortale sig og i den grad udstille sin udprægede mangel på både situationsfornemmelse og realitetssans. Især det med realitetssansen er jo påfaldende, når man vokser ud af et såkaldt reality TV format.

Og jeg kender glimrende de professionelle mekanismer der gør, at man i redaktionslokalet ”high fiver” når ens objekt pryder en forside, et opslag eller en digital tophistorie. Men når vi har at gøre med unge mennesker, som tydeligvis mangler en række vigtige, personlige forudsætninger for at forstå den sammenhæng som de er placeret i, så er det sgu ikke OK. Så er det ren udnyttelse – og det bliver til decideret mobning når alle vi andre bliver inddraget.

Mit indlæg her handler ikke om diva kultur eller den hyldest af ungdommelig uvidenhed, som en lang række underholdningsprogrammer svulmer i for tiden – det er der andre der har skrevet godt og meget fornuftigt om – mit budskab og ønske er en diskussion af producenternes og TV stationernes ansvar for de her stakkels unge mennesker. Hvor langt kan de gå, med de unge foran sig?

For jeg synes vitterligt at det er synd for dem. Det et synd for dem at de bliver talt efter munden, og får at vide at de er fantastiske, unikke, at de er stjerner og at alt er muligt for dem. For det er løgn og latin og har intet med en ægte ”reality” at gøre – for nu at blive i den terminologi.
For hver eneste gang de optræder på slap line, lukkes endnu en dør for dem, i den ægte virkelighed. Den virkelighed hvor der er finanskriser, uddannelser, underskud på de offentlige finanser, jobmangel og vækstudfordringer.

Tag eksemplet da idéfolk, producere og tilrettelæggere havde konstrueret idéen om at gøre Amalie til sangerinde. Amalie, som sikkert er sød og rar, kan desværre ikke synge rent. Og fair nok – det er vitterligt ikke alle som er udstyret med den evne.
Men i stedet for at blive ved den konstatering, konstruerede man en virkelighed hvor Amalie fik at vide at hun kunne synge. Hun fik at vide at hun var fantastisk og at alt kunne lade sig gøre hvis bare hun sang. Men prikken over I’et var da man sendte den stakkels Amalie ind i et live TV program, for at synge LIVE. Alle vidste hvad der ville ske – selv værten præsenterede Amalie med et smørret grin og sagde endda: ”Held og lykke” til Amalie, inden hun gik på.

Og hvad skete der? Amalie gjorde sig til, svajede i hofterne, missede med øjnene og sang helt forfærdeligt, uden sans for hverken time eller tone.. Klippet blev semi-viralt samme formiddag og klasket fra redaktionslokalets ”high five” rungede, til tonerne af endnu en veldokumenteret bommert fra Amalies hånd – og mund.
Ovenstående er blot et enkelt eksempel i en efterhånden uendelig lang række. Hvis vi bliver i Amalies verden, kunne jeg også have valgt at fokusere på et konstrueret TV bryllup, voldtægtsanklager, abort og graviditet, skilsmisser osv.

Hvis det ikke er kollektiv mobning hvad er det så? Og hvor længe kan producenterne gemme sig bag ved den uendelige søgen på underholdning?

”Never waste a good crisis” – sådan lyder det klassiske, lidt kyniske ordsprog fra de amerikanske management bøger. Og det kan der være noget om. Kriser, ubehagelige størrelser som de kan være, giver nemlig ledelse og bestyrelse en oplagt  mulighed for at komme af med dødvægt, ligegyldige forretninger, tunge processer osv. Og fred være med det. That’s busines.

Men i ovenstående sammenhæng anskues krise som noget periodisk, afsluttende men tilbagevendende, som nærmest fungerer som i en cyklus, hvor vi først skærer til, strammer op og koncentrerer os – indtil væksten kommer, så bliver vi dovne, komfortable, arrogante og tager alle de døde kilo og de dårlige vaner på igen.

Jeg vil have konstant krise!

Min oplevelse er nemlig at der for tiden – i krisens tegn – er en virkelyst, en kreativitet, og en ny forståelse af, at tingene for altid har ændret sig. Og det momentum skal fastholdes og gøres til en permanent tilstand – måske endda en kultur!

”At blive ved med at gøre de samme ting igen og igen, men forvente nye resultater hver gang – det er definitionen på dumhed” Sagde Einstein

Jeg ved godt, at indtjeningen halter mange steder, at det er svært at rejse risikovillig kapital til nye investeringer og start-ups. Men tingene ER under forandring. Vi ER nu i en bevægelse hvor idéer, samarbejde, co-creation, innovation og et sundt, kritisk blik på egne evner er kommet på dagsordenen. Hvor virksomheder og organisationer må søge nye veje, for at nå nye mål.

Jeg oplever i egen organisation en direktion, som kommunikerer og involverer sig på helt nye måder. En direktion lytter og lærer og heraf sætter projekter i gang, som helt grundlæggende er anderledes end de ville have været for bare få år siden. Udvikling – fokus på nye idéer, proces-smartness og fornuftige, innovative sammenhænge og løsninger.

Jeg oplever kolleger og netværk, der afsøger nye fælles interesser og ændrer processer – uden at spørge om lov – fordi det virker og fordi det ganske enkelt giver mening. Tester og kaster sig ud i det – for at lære, og måske for at fejle!

Og sådan skal det være. Mod til at fejle, fordi vi gør noget nyt og fordi, at vi alene ikke er perfekte.

Hvis det kræver mere krise, at gøre krisens kultur permanent, så ja tak!

Jeg har haft det her i hovedet i nogen tid. En slags frustration. Eller måske bare en manglende forståelse.

Musikken og musikbranchen har i mange år været mit udgangspunkt. Og man ved det når man har været der – man slipper det aldrig helt. Heldigvis ser jeg stadig mange af mine gode venner fra både studie, og arbejdsliv, som stadigvæk – i den grad – har fingerene i mulden i forhold til musikken i Danmark. Og de har ikke bare muld på fingrene – de har præseteret en række af de største og mest toneangivende successer i den danske musikbranche, de sidste 10-15 år! Nuff said.

MEN – for  tiden er der noget som, efter min mening, kikser i branchen. Efter to kæmpesucceser med hhv. Medina og senere Rasmus Seebach (som på alle mulige måder har slået alle mulige rekorder) er der sket et eller andet.

Jeg analyserer det sådan her: Når du har to faktorer, hhv. Unikhed – og kvailtet, så kan man gå ret systematisk til værks. Nedenfor har jeg sat et enkelt diagram op med de enkelte faktorer, et simpelt nummersystem og en markering af en bevægelse. Følg pilen for succes, kan man populært sige!

Jeg vil vove påstanden, at de to ovenfor nævnte acts, hhv. Medina og Rasmus Seebach besidder store portioner af begge faktorer. Unikhed og Kvalitet. Begge acts er blevet en kæmpe successer og kopieres nu, nærmest i det uendelige, af ideforladte kreative. Og det er her jeg ser et stort problem. For i det sekund man fjerner dele af hver enkelt faktor, så daler den samlede værdi. Det unikke fjernes pr. definition i det man har at gøre med en kopi – og hvis man så endda går på kompromis med kvaliteten….tjaah.

For tiden synes jeg at jeg støder på det ene uovervejede bevis på ovenstående, efter det andet.

Herefter følger så diskussionen omkring, hvordan man måler og definerer kvalitet i musikken. Til det må en del af svaret herfra være, at det påhviler de professionelle ører i branchen, at foretage denne vurdering, udfra deres erfaring, viden og branchekendskab.

Klipperne, græsset og havnen i Allinge var i den forgangne uge scenen for det første Folkemøde på Bornholm – en ny begivenhed med et kæmpe potentiale. Jeg var selv i Allinge torsdag, og med min viden og erfaringer omkring events og iscenesættelse, har jeg følgende kommentarer:

Helt grundlæggende er jeg begejstret. Jeg er begejstret fordi at Folkemødet har et massivt potentiale til at blive en national begivenhed, med internationalt perspektiv.

Folkemødet er her efterfølgende blevet klandret for at mangle folkelighed Se fx. Deadline fra i lørdags. Yes, det havde intet med folkelighed at gøre – men det er også ligegyldigt. Det her er det første år, i en begivenhed som blev endeligt besluttet for mindre end 5 mdr. siden.

En tommelfingerregel omkring positionering af begivenheder er, at det tager ca. 5-7 år! Men forskellen til andre typer debut begivenheder er naturligvis, at medierne dækkede folkemødet MASSIVT, grundet det store opbud af politikere. Og det skal naturligvis udnyttes!

For at en begivenhed skal få succes, kræver det stor opbakning og stort ejerskab blandt interessenterne (i dette tilfælde politikere, Christiansborg, politiske organisationer osv.) Det kræver at medierne kan være med til at udbygge opmærksomhed og platformen og det kræver at begivenheden har et løbende udviklingspotentiale. Alle tre faktorer kan man sætte hak ved her. Tillykke!

Men selvfølgelig skal Folkemødet udvikles. Man skal udbygge et stærkt kulturprogram omkring det politiske indhold. Der skal udvikles en række stærke og sikre konceptformater, som besøgende kan navigere efter. Der skal sættes et højt ambitionsniveau fx. ved at invitere en årlig international gæst. Det kunne være en ex. president, en filminstruktør, en international politiker eller lignende. På de politiske linjer skal man positionere denne begivenhed strategisk, så scenen på Bornholm, var scenen man leverede nye politiker og banebrydende nyheder fra! Scenen hvor nye talenter kom frem og gamle korifæer fik kam til håret! Forestil dig hvad Folkemødet kunne blive til, hvis der blev udskrevet valg fra den store scene i Allinge! Og forestil dig så også, hvad Folkemødet kan blive som udstillingsvindue og storytellingplatform for Bornholm!

Og så skal det naturligvis udvikles praktisk i forhold til service, logistik, indkvartering.

Så jeg er begejstret og jeg glæder mig til at vende tilbage til Folkemødet næste år – til andet kapitel i den store fortælling.

En del ting er sket for mig på det sidste. Jeg forsøger at drikke mere the, dyrke mere sport. Jeg holder liv i en surdej, jeg er faldet uden for P3’s kernemålgruppe og jeg har for første gang i mit liv sagt en helt særlig sætning. En sætning jeg ellers har svoret at jeg aldrig ville komme til at sige: “Jeg kunne godt tænke mig et par rigtige cykelshorts…”

Det her kan derfor godt godt lyde som brok fra en forstadsrotte, men det er det ikke. Det er faktisk bare en personlig konstatering:

Aldrig i mit liv har jeg følt mig fjernere fra en TV kanal, end jeg føler mig til TV2 for tiden.  Med rækkehus, 2 børn og en kone, burde jeg ellers være lige omkring bulls eye til hovedkanalens målgruppe. Men intet kunne være mere forkert.

Det er som om at man fra programredaktionens side totalt har tabt orienteringen – og som en anden identitetsløs teenager, forsøger TV2 at gøre lidt af de de andre gør – for så gør man da i det mindste noget.

Jeg er helt klar over at man på TV2 har en række greatest hits fx. Vild med Dans, Operation X, Station 2, Bubbers programmer osv.

Oveni hatten har man fået udviklet en række knald frække formater som “Dagens Mand”  hvor jeg især blev forundret da man for en uges tid siden havde bedt alle kvindelige deltagere om at optræde i lingeri….(classy move) Lidt flere programmer om Blå blink og gudhjælpemig om vi ikke også kan komme MED SKAT PÅ RAZZIA…! (kan du høre mig savle….)

Blå blink er populært. Ikke bare i virkeligheden, men i høj grad på TV… jeg kan bare blive helt elektrisk, når dramarturgien bygges op omkring INGENTING – en betjent konfiskerer en knallert og den mørke fortællerstemme understreger, overfor os voyeuristiske ignoranter, at “knallerten kunne potentielt havde dræbt uskyldige i trafikken”.. helt ærligt?

TV2, som engang samlede Danskerne om en række stærke TV personligheder og programmer der var unikke, formidlende og kreative er i dag en TV udgave af BT…Overskrifter uden indhold og ekstrem dramatisering og konceptualisering af røvsygt hverdagsindhold.

Det virker som om man helt har mistet formålet med hovedkanalen, nu hvor man har opsplittet sig selv i NEWS, TV2 Comedy (Zulu), TV2 Charlie, Tv2 Film og Tv2 Sport – for hvor de mindre, og i en række tilfælde ekstremt små, kanaler rent faktisk konceptualiserer sit indhold effektivt og kreativt, indenfor deres target – så forsøger hovedkanalen at være lidt af det hele uden at være noget som helst….