Mere krise, tak

”Never waste a good crisis” – sådan lyder det klassiske, lidt kyniske ordsprog fra de amerikanske management bøger. Og det kan der være noget om. Kriser, ubehagelige størrelser som de kan være, giver nemlig ledelse og bestyrelse en oplagt  mulighed for at komme af med dødvægt, ligegyldige forretninger, tunge processer osv. Og fred være med det. That’s busines.

Men i ovenstående sammenhæng anskues krise som noget periodisk, afsluttende men tilbagevendende, som nærmest fungerer som i en cyklus, hvor vi først skærer til, strammer op og koncentrerer os – indtil væksten kommer, så bliver vi dovne, komfortable, arrogante og tager alle de døde kilo og de dårlige vaner på igen.

Jeg vil have konstant krise!

Min oplevelse er nemlig at der for tiden – i krisens tegn – er en virkelyst, en kreativitet, og en ny forståelse af, at tingene for altid har ændret sig. Og det momentum skal fastholdes og gøres til en permanent tilstand – måske endda en kultur!

”At blive ved med at gøre de samme ting igen og igen, men forvente nye resultater hver gang – det er definitionen på dumhed” Sagde Einstein

Jeg ved godt, at indtjeningen halter mange steder, at det er svært at rejse risikovillig kapital til nye investeringer og start-ups. Men tingene ER under forandring. Vi ER nu i en bevægelse hvor idéer, samarbejde, co-creation, innovation og et sundt, kritisk blik på egne evner er kommet på dagsordenen. Hvor virksomheder og organisationer må søge nye veje, for at nå nye mål.

Jeg oplever i egen organisation en direktion, som kommunikerer og involverer sig på helt nye måder. En direktion lytter og lærer og heraf sætter projekter i gang, som helt grundlæggende er anderledes end de ville have været for bare få år siden. Udvikling – fokus på nye idéer, proces-smartness og fornuftige, innovative sammenhænge og løsninger.

Jeg oplever kolleger og netværk, der afsøger nye fælles interesser og ændrer processer – uden at spørge om lov – fordi det virker og fordi det ganske enkelt giver mening. Tester og kaster sig ud i det – for at lære, og måske for at fejle!

Og sådan skal det være. Mod til at fejle, fordi vi gør noget nyt og fordi, at vi alene ikke er perfekte.

Hvis det kræver mere krise, at gøre krisens kultur permanent, så ja tak!

Unikhed og kvalitet

Jeg har haft det her i hovedet i nogen tid. En slags frustration. Eller måske bare en manglende forståelse.

Musikken og musikbranchen har i mange år været mit udgangspunkt. Og man ved det når man har været der – man slipper det aldrig helt. Heldigvis ser jeg stadig mange af mine gode venner fra både studie, og arbejdsliv, som stadigvæk – i den grad – har fingerene i mulden i forhold til musikken i Danmark. Og de har ikke bare muld på fingrene – de har præseteret en række af de største og mest toneangivende successer i den danske musikbranche, de sidste 10-15 år! Nuff said.

MEN – for  tiden er der noget som, efter min mening, kikser i branchen. Efter to kæmpesucceser med hhv. Medina og senere Rasmus Seebach (som på alle mulige måder har slået alle mulige rekorder) er der sket et eller andet.

Jeg analyserer det sådan her: Når du har to faktorer, hhv. Unikhed – og kvailtet, så kan man gå ret systematisk til værks. Nedenfor har jeg sat et enkelt diagram op med de enkelte faktorer, et simpelt nummersystem og en markering af en bevægelse. Følg pilen for succes, kan man populært sige!

Jeg vil vove påstanden, at de to ovenfor nævnte acts, hhv. Medina og Rasmus Seebach besidder store portioner af begge faktorer. Unikhed og Kvalitet. Begge acts er blevet en kæmpe successer og kopieres nu, nærmest i det uendelige, af ideforladte kreative. Og det er her jeg ser et stort problem. For i det sekund man fjerner dele af hver enkelt faktor, så daler den samlede værdi. Det unikke fjernes pr. definition i det man har at gøre med en kopi – og hvis man så endda går på kompromis med kvaliteten….tjaah.

For tiden synes jeg at jeg støder på det ene uovervejede bevis på ovenstående, efter det andet.

Herefter følger så diskussionen omkring, hvordan man måler og definerer kvalitet i musikken. Til det må en del af svaret herfra være, at det påhviler de professionelle ører i branchen, at foretage denne vurdering, udfra deres erfaring, viden og branchekendskab.

Folkemødet på Bornholm

Klipperne, græsset og havnen i Allinge var i den forgangne uge scenen for det første Folkemøde på Bornholm – en ny begivenhed med et kæmpe potentiale. Jeg var selv i Allinge torsdag, og med min viden og erfaringer omkring events og iscenesættelse, har jeg følgende kommentarer:

Helt grundlæggende er jeg begejstret. Jeg er begejstret fordi at Folkemødet har et massivt potentiale til at blive en national begivenhed, med internationalt perspektiv.

Folkemødet er her efterfølgende blevet klandret for at mangle folkelighed Se fx. Deadline fra i lørdags. Yes, det havde intet med folkelighed at gøre – men det er også ligegyldigt. Det her er det første år, i en begivenhed som blev endeligt besluttet for mindre end 5 mdr. siden.

En tommelfingerregel omkring positionering af begivenheder er, at det tager ca. 5-7 år! Men forskellen til andre typer debut begivenheder er naturligvis, at medierne dækkede folkemødet MASSIVT, grundet det store opbud af politikere. Og det skal naturligvis udnyttes!

For at en begivenhed skal få succes, kræver det stor opbakning og stort ejerskab blandt interessenterne (i dette tilfælde politikere, Christiansborg, politiske organisationer osv.) Det kræver at medierne kan være med til at udbygge opmærksomhed og platformen og det kræver at begivenheden har et løbende udviklingspotentiale. Alle tre faktorer kan man sætte hak ved her. Tillykke!

Men selvfølgelig skal Folkemødet udvikles. Man skal udbygge et stærkt kulturprogram omkring det politiske indhold. Der skal udvikles en række stærke og sikre konceptformater, som besøgende kan navigere efter. Der skal sættes et højt ambitionsniveau fx. ved at invitere en årlig international gæst. Det kunne være en ex. president, en filminstruktør, en international politiker eller lignende. På de politiske linjer skal man positionere denne begivenhed strategisk, så scenen på Bornholm, var scenen man leverede nye politiker og banebrydende nyheder fra! Scenen hvor nye talenter kom frem og gamle korifæer fik kam til håret! Forestil dig hvad Folkemødet kunne blive til, hvis der blev udskrevet valg fra den store scene i Allinge! Og forestil dig så også, hvad Folkemødet kan blive som udstillingsvindue og storytellingplatform for Bornholm!

Og så skal det naturligvis udvikles praktisk i forhold til service, logistik, indkvartering.

Så jeg er begejstret og jeg glæder mig til at vende tilbage til Folkemødet næste år – til andet kapitel i den store fortælling.

TV2 i krise

En del ting er sket for mig på det sidste. Jeg forsøger at drikke mere the, dyrke mere sport. Jeg holder liv i en surdej, jeg er faldet uden for P3′s kernemålgruppe og jeg har for første gang i mit liv sagt en helt særlig sætning. En sætning jeg ellers har svoret at jeg aldrig ville komme til at sige: “Jeg kunne godt tænke mig et par rigtige cykelshorts…”

Det her kan derfor godt godt lyde som brok fra en forstadsrotte, men det er det ikke. Det er faktisk bare en personlig konstatering:

Aldrig i mit liv har jeg følt mig fjernere fra en TV kanal, end jeg føler mig til TV2 for tiden.  Med rækkehus, 2 børn og en kone, burde jeg ellers være lige omkring bulls eye til hovedkanalens målgruppe. Men intet kunne være mere forkert.

Det er som om at man fra programredaktionens side totalt har tabt orienteringen – og som en anden identitetsløs teenager, forsøger TV2 at gøre lidt af de de andre gør – for så gør man da i det mindste noget.

Jeg er helt klar over at man på TV2 har en række greatest hits fx. Vild med Dans, Operation X, Station 2, Bubbers programmer osv.

Oveni hatten har man fået udviklet en række knald frække formater som “Dagens Mand”  hvor jeg især blev forundret da man for en uges tid siden havde bedt alle kvindelige deltagere om at optræde i lingeri….(classy move) Lidt flere programmer om Blå blink og gudhjælpemig om vi ikke også kan komme MED SKAT PÅ RAZZIA…! (kan du høre mig savle….)

Blå blink er populært. Ikke bare i virkeligheden, men i høj grad på TV… jeg kan bare blive helt elektrisk, når dramarturgien bygges op omkring INGENTING – en betjent konfiskerer en knallert og den mørke fortællerstemme understreger, overfor os voyeuristiske ignoranter, at “knallerten kunne potentielt havde dræbt uskyldige i trafikken”.. helt ærligt?

TV2, som engang samlede Danskerne om en række stærke TV personligheder og programmer der var unikke, formidlende og kreative er i dag en TV udgave af BT…Overskrifter uden indhold og ekstrem dramatisering og konceptualisering af røvsygt hverdagsindhold.

Det virker som om man helt har mistet formålet med hovedkanalen, nu hvor man har opsplittet sig selv i NEWS, TV2 Comedy (Zulu), TV2 Charlie, Tv2 Film og Tv2 Sport – for hvor de mindre, og i en række tilfælde ekstremt små, kanaler rent faktisk konceptualiserer sit indhold effektivt og kreativt, indenfor deres target – så forsøger hovedkanalen at være lidt af det hele uden at være noget som helst….

Detroit – The Motor City

Super Bowl, som løb over skærmen i nat dansk tid, er for os reklame dudes, en slags højtid. Det er her, i pauserne imellem de store brøds infight på banen, at de store amerikanske brands fyrer den af. Og det er så sandelig her de store drenge, på de store bureauer, får lov at bruge ekstra tid og ekstra budgetter. Især en af nattens reklamer fangede min opmærksomhed.

Chrystlers film – The Motor City.

Enhver med en lille smule interesse for business ved, at Detroit var Amerikas industrielle flagskib. Det var her man rykkede, det var her man arbejdede og det var her at man producerede Amerikas stolthed (og største forbrugsgode) BILER. Men både tiden, Asien og klimaet løb fra The Motor City, som på mange måder blev et udstillingsvindue på dårlig planlægning og den globale konkurrences effekt. Detroit blev en industriel spøgelsesby, fyldt med arbejdsløse.

Men nu vil Chrystler have Amerikanerne til at tænke nationalt (og lokalt)  og vende den betongrå modgang til medgang. Reklamen nedenfor er midlet og benytter sig af alle de vejrbidte, vindblæste og grå-himmel agtige tricks den kan. Og hvem andre end bysbarnet Eminem har filmens hovedrolle. Det er endda den karakteristiske intro musik fra Eminems film “8 Mile”, som udgør underlægningen.  Nyd den.

Jeg synes personligt det er et sejt, vovet og stærkt træk – i en tid hvor mange andre producenter benytter sig af humor (Audi) og fantasti (Chevrolet) går Chrystler all in på Autencitet og national stolthed.

DBU har lektier for

DBU har meget at lære af DHF efter det netop overståede Håndbold VM. Ikke mindst måden hvorpå DHF har håndteret presse, og “access” i det hele taget, har været forbilledlig.

Med gårsdagens VM sølvmedaljer til det danske herrelandshold i håndbold, efter en nervepirrende omgang imod de frygtede og suveræne franskmænd, står Dansk Håndbold Forbund med en kæmpe succes imellem hænderne. Ikke bare en medaljesucces, som i sig selv er imponerende for et hold som er i opbygningsfasen, men også en kommunikationssucces for dansk herrehåndbold, og håndboldsporten i det hele taget.

Vi har som seere og fans haft fornemmelsen af stort set fri adgang til spillere og trænere under hele slutrunden. Medierne er blevet prioriteret højt af alle i den danske lejr. Både stjerner, debutanter, veteraner, trænere og sågar en sportsglad kronprins har givet glade og positive svar, når journalisterne har stillet spørgsmålene.

Man har igen og igen rost de danske fans, og understreget hvor stor betydning de har haft for resultaterne på banen. De har fra hele organisationen været en “ekstra spiller” på holdet, som alle har forholdt sig positivt til.

TV dækningen har været intens og kvalificeret. Indrømmet – det kan være svært at koge 6 timers live-suppe på en kamp som ikke er spillet endnu, men alligevel har ikke mindst TV2 gennemført en seriøs og charmerende dækning af begivenhederne i Malmø. Udover den naturlige glæde ved de gode resultater på banen, så har der hersket en god stemning i studiet, hvor faste eksperter (Nikolaj Jacobsen og Joakim Boldsen) har balanceret imellem faglige vurderinger og analyser, og morsomme kommentarer og drillende stikpiller, til både spillere og andre journalister. En mere uhøjtidelig tilgang til formidlingen – hvor man ubevidst har pleaset det folkelige ved sporten.

De enkelte spillere har fået lov at tale uden en pressechef åndende i nakken. Hvor tit har i set en Fodboldlandskamp med DK, med så fri adgang til så mange spillere?

Med den åbne og positive tilgang til medier og presse, virker det som om at man fra DHF’s side har styr på sin organisation, sine trænere, sin strategi og ikke forsøger at skjule eller besværliggøre noget. Der hersker ingen tvivl om, at DHFs formand Morten Stig Christensen ved en ting eller to om strategisk håndtering af pressen. Han har trods alt selv været grundlæggeren af TV2 sporten, som vi kender den i dag.

I DBU har man næsten omvendt, fornemmelsen af af formand og Jim Stjerne Hansen og dennes mangeårige pressevagthund Lars Berendt sidder vrede og  fornærmede tilbage når pressen og ikke mindst befolkningen ikke vil støtte deres projekt. Det har vi set talrige og kiksede eksempler på. Måske det efterhånden kalder på et generationsskifte i toppen? Til en ledelse som betragter kommunikation og pressehåndtering som en kernekompetence, og ikke som et nødvendigt onde!

DBU har fået lektier for – i fuldt pensum.

P3 Guld 2011 – det er en ommer!

P3 guld løb over skærmen i fredags. Jeg var parkeret derhjemme og havde faktisk glædet mig meget. Jeg har endda været så heldig at opleve showet live 5 gange i streg – med blandede følelser. P3 guld har nemlig altid haft det store dilemma, at man aldrig helt kunne beslutte om man var et Liveshow for publikum i salen, med live musik på scenen, eller om man var et TV show for publikum derhjemme, med live musik på scenen….Problemet er aldrig rigtigt blevet løst.

I år var så andet år i den fantastiske Koncertsal i DR byen. Måske en af de mest unikke og specielle musiklocations i verden?

Men jeg blev ærligt talt skuffet og lidt provokeret af showet. Jeg vil gerne forklare hvorfor.

Jeg blev skuffet fordi:

1. Det virker som om at man i DR, her ikke helt har kunnet skelne imellem TV og Radio. P3 guld er en pris som eksisterer grundet radioen, håndteres af radioen selv og lever på radioens premisser. Men lidt naivt forsøger man at overføre alt det som fungerer på en radioplatform – til et bombastisk TV format. Og der er gudhjælpemig stor forskel på TV og radio. Der var ganske enkelt for mange “små rum”, som slet ikke blev løftet visuelt. Vi var som seere både med backstage, vi var med på gangarealerne og vi var med ned ad rulletrappen, for at lande nede i Foyeren, hvor man (måske praktisk for efterfesten) helt upraktisk for TV showet, havde placeret aftenens hovedattraktion: Veto! Det gav ingen reel mening at tage os seere med i alle de bevægelseskud, hvor værterne smalltalkede på bedste radio manér.
2. Jeg synes især det haltede med den måde værterne håndterede opgaven på. Adam og Sara er dygtige radioværter. De kan begge noget med sprog og improvisation og kan skabe en stemning i et radioformat. Det gør de med (mellemstor) succes, dagligt, i et program som, vist nok også erklæret, ikke handler om noget. Men de faldt igennem med et brag i Fredags.
3. Billederne generelt var ikke flotte nok. Når man tager i betragtning af at vi befandt os i et af de smukkeste og mest unikke musikrum i hele verden, så var det noget skrald, som rent visuelt blev videreformidlet. Selve introen forstod jeg ikke. Påtaget abestemning med vimpler,  kyssende piger og stagedivende værter virkede akavet og havde ikke relevans til resten af showet? Var det et tema eller hvad? Og der var simpelthen for mange skud hvor lyset og baggrunden gjorde at det lignede Stenløse Bio, eller i bedste fald VEGA.

Jeg blev provokeret fordi:

1. ..Rock musik, i en P3 fortolkning, rent visuelt betyder at man skal skyde bands som The Floor Is Made Of Lava med ét kamera,  som gammeldags og påtaget sværmer omkring de optrædende i røg og farvet lys. Er vi er ikke ved at være klar til at opleve rockmusik på andre måder end med påtagede 90′er effekter? Især fordi at det KUN er effekter som opleves af dem i stuerne derhjemme. Der er lige her INGEN sammenligning imellem de to oplevelser, TV oplevelsen og LIVE oplevelsen. Brug nu det rum og den location som i befinder jer i og udnyt dens helt unikke look and feel!
2. Idéen med at blande en lille dosis humor med en stor dosis musik og en masse gode intentioner, ikke giver en skarp profil. I showet var der indtil flere idéer som simpelthen ikke var gode nok, eller udført godt nok. Først var der Adams skåltale, til de generte musikere backstage. Det fungerede ganske enkelt ikke. Så var der orgel sekvensen – den var malplaceret, alt for intern og ikke sjov! Og så var der idéen med at opildne publikum til at følge Adam og Sara ud af salen, ned af rulletrappen, til VETO koncert. det var der så én der gjorde. En middelaldrende mand, som mest af alt lignede en af dem man kan huske fra fodboldkampe, råbe “mor” i baggrunden af et spillerinterview.
3. Hvis det skal være sjovt – så gør det dog for guds skyld sjovt! Hvis det skal være fyldt med patos og iscenesat musiske styrke, så gør dog det! Men lad være at vælge den bløde mellemvej hvor intet af det fungerer og bare falder sammen som en stor luftig kage. Se fx. hvordan det ekstrem stive og forudsigelige eventformat Golden Globe, igen i år fik en benhård og humoristisk kant med Ricky Gervais som vært. Ved at lade Ricky Gervais gå hele vejen, går Golden Globes selv hele vejen. Hele vejen derhen hvor det gør ondt, hvor det kilder, hvor det river og kradser og hvor det gør godt. Der hvor de ægte følelser er – der hvor vi i virkeligheden gerne vil være.

Du kan se showet i sin fulde længe herfra

Splitsekund – en undersøgelse af idéer som involverer

Jeg er sammen med min gode ven Thomas H. Christensen gået igang med projektet splitsekund. Det bliver godt – men det bliver måske også slutningen på denne blog. Jeg ved det ikke.

Men tag et splitsekunds beslutning og kig forbi her:

Rigtige politikere med rigtige erfaringer

Danskerne skal til valgurnerne i år, højst sandsynligt om præcist et år – måske d. 19 november 2011? Vi skal enten vælge en ny regering, eller give et nyt 4 årigt mandat til den siddende. Det bliver enten eller, tror jeg. Jeg kan ikke se at der PT kan opstå nye, utraditionelle politiske samlinger, hverken hen over midten, eller til en af siderne.

Så vi er stort set stuck med det samme slæng, som har kedet os i de sidste 8 år! Bevares, vi har fået en række nye ministre, som ikke blot var slagtekvæg fra egne rækker) men som blev hevet ind ude fra virkeligheden. En af mine favoritter er vores landbrugs og fødevareminister, som på alle mulige måder virker som troværdig og dreven politiker, uden særinteresser…

Men nu er valgkampen jo ikke officielt igang endnu.  I krogene arbejdes der på højtryk på at få de rigtieg kandidater klar, og ikke mindst på at afpudse formen hos de etablerede som er på genvalg. De seneste dage har vi hørt om Vammen fra Århus, som er kamplar som kronprins i Socialdemokratiet, vi har hørt om Liberal Alliances erobring af både Ole Birk Olesen, og ikke mindst kuglestøder og entertainment danser, Joakim B. Olsen, som tager et stort skridt fra kuglestød til mudderkastning. Jeg tror ikke man skal dømme LA ude – tværtom har jeg stor tiltro til at de opnår et flot valg, hvis de holder tungen lige i munden! Anders Samuelsen er nøglespilleren her. Han er den måske mest ivrige og målrettede politiker i DK i dag – og det må, for guds skyld, ikke kamme over i endnu et forceret (og desperat) forsøg på at rage magt til sig. Han er blevet portrætteret som et kynisk magtmenneske en gang – hans image tåler ikke flere pust til de gløder, som stadig ulmer!

De Radikale er desværre bagud på point. De Radikale har det i det hele taget ikke nemt. Det er som om at politikken, enig i den som jeg er, drukner i gode intentioner. Det er som om at De Radikale ikke rigtigt brænder igennem, hverken på de konventionelle medieplatforme, eller de sociale. Tankerne er rigtige, men eksekveringen og vedholdenheden mangler. De har et par interessante wildcard i ærmet. Bl.a. forventer jeg mig meget af Uffe Elbæk, som stiller op i København. Uffe Elbæk er en erfaren politiker, med en sund ballast fra et levet liv, en lang række gode projekter og også en række sunde nederlag. Men de fleste kender Elbæk som grundlægger og mangeårig rektor for Kaospiloterne i Århus, og som Direktør for World Outgames i København, i 2009.

Og det her med de erfarne kandidater, som har prøvet lidt af hvert, skriver Mette Bom befriende om i Information. Jeg kan egentlig ikke forestille mig ret mange være uenige i hendes pointer! S Kandidat Signe Wennenberg (som godt kunne ruske op i Rudersdal området) har med det samme taget tråden op, og siger undskyld på forhånd. Hvis man kender til Signe Wenneberg og hendes karriere, vil man også vide at den har bragt hende vidt omkring – fra haveekspert, til kulturredaktioner, direktørposter, detailhandel og en hel masse andet.

Levede mangfoldige liv fyldt med indtryk, sejre og nederlag – liv bygget på  netværk og med forskellige, både gode og  dårlige erfaringer at trække på.

Det var bare det. God weekend.

Haves: Stil og attitude. Ønskes: Materiale

Foto: Rasmus Weng Carlsen

Danske rockbands og i høj grad deres labels, fokuserer for meget på attitude og for lidt på kommercielt materiale!

Jeg har haft det her i mig i nogen nogle år.  Og på det seneste er jeg blevet bekræftet i, hvad jeg et pænt stykke tid gik og troede var en gammelmands holdning. En holdning der kunne være udløst efter at jeg flyttede fra byen, begyndte at cykle med hjelm og købte en stationcar. Men jeg tog fejl. Holdningen – og iagttagelsen – viser sig faktisk at holde ret godt stik med virkeligheden. Desværre.

Jeg elsker virkelig musikken. Jeg elsker egentlig også ret meget branchen omkring musikken. Den store passion, det store fællesskab, de gode intentioner, de mange fantastiske historier – og den store store drøm om det helt store gennembrud. Når man er i det, så er det ubeskriveligt. Ikke mindst i de kommende dage hvor guder, giraffer og godtfolk fra den kulørte industri, samles til årets længste efterfest i mediebyen på Roskilde Festival. Det er faktisk allerede igang. Fra alle kanaler hvor bag-eller frontmænd og kvinder har et talerør – der bobler det allerede. Og følger man det fra afstand, så skal man et skræmmende stort antal gange, stave sig igennem ordet YEAH.

Jeg har selv været der mange gange – og jeg ender der nok også i år. Blandt gode venner, studiekammerater og gamle kolleger i den fælles rus og den fantastiske fælles fornemmelse af at befinde sig i verdens centrum.

Men efter det her indlæg kan det være at en håndfuld af dem ikke gider kind-kysse-kramme-hvordan-går-det-så, i år.

Jeg synes nemlig at en hel del af dem der står bag artisterne og en hel del af artisterne selv, performer dårligt der hvor det er allermest vigtigt: i materialet!

Det er min klare holdning at materialet blandt danske artister indenfor de populære genrer rock og elektronisk rock (i ved hvad det er) simpelthen ikke er godt nok til at klare sig i det store udbud. Desværre viser salgstallene samme tendens. I 2009 fremgår det med al tydelighed at det ikke er de hippe label lovers, der møver sig ind på slagslisterne. Carpark, Dickow, NEPHEW og Alphabeat er der, men man skal også være ualmindelig tonedøv for at ikke at anerkende at alle de her artister tænker i materiale før de tænker stil og udtryk!

Det er ikke fordi jeg er stort interesseret i nogen af de ovenstående artister – men jeg er da fuldstændig på det rene med at de leverer varen i deres materiale.

Det samme kan man desværre ikke sige om bands som KISS KISS KISS og Vinnie Who fra EMI – eller Ginger Ninja eller Fallulah hos Sony eller Apollo og Thomas Holm hos de ellers skarpe ører hos Copenhagen Records eller The Floor Is Made of Lava hos Target. Disse artister har efter min bedste vurdering et pænt potentiale, men desværre langt fra materiale  til at indfri det.

Jeg er helt klar over at branchen har slået kæmpe store strukturelle, organisatoriske og finansielle kolbøtter de seneste 10 år – men det undrer mig at man i den proces er kommet så meget på vildspor, at man ikke prioriterer A&R dyderne højere og giver artisterne sparring på det som i den grad er make it or brake it faktoren, nemlig sangskrivningen og arbejdet med materialet.

Er det fordi at konventionerne i rock verden er at en artist skal skrive materialet selv? Sådan er det jo ikke i den mere poppede ende af industrien. Her forholder det sig faktisk omvendt. Her er det jagten på det gode materiale, som sætter artisterne (som jo på den måde bliver fortolkere) i scene fra album til album. Tag bare Madonna som eksempel – det har i høj grad været hendes samarbejdspartnere i sangskrivning og produktion, som har udstukket hendes stil! I dag ser vi det med frøken GaGa og et utal af andre artister.

Min pointe er bare – kom nu i krig med den sangskrivning og det rigtige materialevalg! Hvis artisterne ikke selv kan – så inviter folk som kan indenfor. Og labels – STEP UP. Det er ikke nok at artisterne ser hippe ud og smider en itunes top ti på gaden i ny og næ – det handler stadig om konstant udvikling af det gode materiale til de rigtige artister, hvis i vil beholde jeres jobs.

Jeg tager gerne imod kommentarer og beatings fra dem som er uenige.